Teaterdirektør går af efter belastende dokumentar

Ledelsen hos Dramaten har fået kritik for ikke at fyre en skuespiller, der mishandlede sin kollega og kæreste

Eirik Stubø bøjer sig for kritikken. Foto: Ritzau Scanpix
Eirik Stubø bøjer sig for kritikken. Foto: Ritzau Scanpix

Eirik Stubø, der er direktør for Sveriges nationalteater, Dramaten, går mandag af efter flere ugers kritik.

Det oplyser Dramaten i en pressemeddelelse.

Den norske direktør og teaterchef har fået hård kritik, siden SVT's dokumentar 'Josefin Nilsson - Elsk mig, for den jeg er' udkom 22. marts.

Dokumentaren skildrer den afdøde skuespiller Josefin Nilssons liv. Her fremgår det, at Nilsson i 1990'erne blev mishandlet af sin daværende kæreste, der også var ansat på Dramaten.

Mishandling
Han modtog i retten en fængselsdom for at have mishandlet hende. I landsretten blev dommen dog ændret til en betinget fængselsstraf.

Efterfølgende fortsatte han som skuespiller på teateret, og først efter dokumentaren er han blevet fjernet fra Dramatens forestillinger.

Dokumentaren har ført til kritik af teaterets ledelse.

Det svenske teaterforbund og flere ansatte mener ikke, at ledelsen har gjort nok for at leve op til teaterets nultolerance over for vold og chikane.

Ny retning
Teaterets bestyrelse oplyser mandag i en pressemeddelelse, at den har været tilfreds med Eirik Stubø, men at der nu er brug for en ny retning.

- Dramaten har under Eiriks ledelse oplevet stor fremgang kunstnerisk og i offentligheden. Der er blevet indgået nye samarbejder både i Sverige og internationalt. Vi håber på at se Eirik som direktør på et teater igen.

- Men bestyrelsen mener, at Dramaten har brug for en ny start på området for arbejdsmiljø. Vi tror, at det bedst kan ske med en ny direktør, siger Ulrika Årehed Kågström fra Dramatens bestyrelse.

Teaterets hidtidige vicedirektør, Maria Groop Russel, overtager direktørposten med øjeblikkelig virkning, oplyser nationalteateret.

Den svenske skuespiller Josefin Nilsson døde 29. februar 2016 som 46-årig.

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!