Tivoli udskyder åbning

Den berømte have i centrum af København åbner ikke som planlagt

Tivoli havde åbent denne vinter, men må vente med at åbne for gæsterne til sommersæsonen. Foto: Thomas Borberg
Tivoli havde åbent denne vinter, men må vente med at åbne for gæsterne til sommersæsonen. Foto: Thomas Borberg

Tivoli er som alle andre kulturinstitutioner i Danmark ramt af den coronakrise, vi lige nu befinder os i.

Det betyder, at forlystelses-trængede danskere må vente på at få en tur i ballongyngerne og rutsjebanen, for haven i centrum af København åbner ikke som planlagt. Det har Tivoli netop meddelt i en pressemeddelelse:

'Regeringen med statsminister Mette Frederiksen i spidsen har på en række pressemøder opfordret danskerne til at udvise samfundssind og passe på hinanden. Samtidigt har regeringen indført restriktioner, der på en række områder begrænser danskerne i at forsamles på arbejdspladser, skoler, kulturinstitutioner mv.  I det lys har Tivoli valgt at at vise rettidig omhu og udskyde åbningen med 14 dage til den 16. april', står der blandt andet i meddelelsen.

Se også: Tivoli rammes nu af coronavirussen  

I respekt for situationen
Tivoli skulle have åbnet for sin sommersæson 2. april. Statsministeren har imidlertid meldt tydeligt ud, 'at der er én ting, der virker mod smitte, nemlig ikke at omgås hinanden for meget. Vi plejer som danskere at søge fællesskabet ved at være tæt sammen, men nu skal vi stå sammen ved at holde afstand'.

- Vi har fulgt udviklingen time for time i den seneste tid og har på den baggrund i dag besluttet at udsætte åbningen af årets sommersæson. Vi vælger at udskyde åbningen i lyset af de seneste skærpede forholdsregler med lukkede grænser og statsministerens generelle opfordringer til, at vi viser respekt for situationens alvor og ikke mødes i større grupper. Der må ikke herske tvivl om, at Tivoli følger denne opfordring. Vi har fokus på medarbejdernes og gæsternes ve og vel, siger Tivolis direktør, Lars Liebst, ifølge pressemeddelelsen.

Se også: Tivoli-direktør får millioner med ud ad døren

11 kommentarer
Vis kommentarer