Zirkus Nemo: Ridderen af den høje kæphest

Zøren Øztergaard skal snart takke dronningen for sit ridderkors og afslører i den forbindelse, at hun kan gøre ham genert

Søren Østergaard skal snart være på tomandshånd med dronnigen, når han skal takke for sit ridderkors. Foto: Klavs Bo Christensen
Søren Østergaard skal snart være på tomandshånd med dronnigen, når han skal takke for sit ridderkors. Foto: Klavs Bo Christensen

Så er der atter Zirkus Nemo i København - denne gang ved Charlottenlund Fort - og går det, som det plejer, dukker en eller flere kongelige op til forestillingerne. Faktisk sker det også, at majestæten selv kaster glans over teltet, og senest alt imens en af Øztergaards faste figurer, Kim Tim stod og flåede sig i dilleren lige foran hende, grinte dronningen så meget, at der opstod frygt for hendes helbred.

Se også: Anmeldelse: En zælzom fornøjelse

Om det er forklaringen på zirkusdirektørens nye og meget fine ridderkors, som han snarest vil takke hende for, vides ikke. Men faktum er, at også prins Henrik er ved at blive kvalt i latteren, når han kommer i Zirkus Nemo og forventningsfuldt følger de faste figurer Bager Jørgen, Kim Tim, Smadremanden osv.

Se også: Zuverænt zirkus

- Det er dejligt, når de dukker op, men jeg har et lille problem i forhold til Smadremanden, når dronningen er der. Han plejer jo at skælde sit publikum ud med sprogets værste gloser, og det er jeg ærlig talt genert over at skulle gøre foran hende. Jeg kan jo ikke kalde majestæten en møgfisse, vel? Omvendt kan jeg ikke moderere hans sprog, for så er han ikke Smadremanden, forklarer ridder Zøren.

- Hvordan har en klovn som dig overhovedet fået et ridderslag?

- Jeg ved det ikke. Måske har nogen bestukket en eller anden. Cirkus Arenas direktør Benny Berdino har også et, og jeg er netop blevet optaget i Cirkusdirektørforeningen blandt de rigtige cirkusfolk – måske er det derfor. Eller også skyldes det, at jeg med jævne mellemrum optræder for de kongelige. Senest var jeg hyret til prinsens 80 års fødselsdag.

- Du siger altså, at du har fedtet dig til et ridderkors?

- Nej ikke rigtigt fedtet. Men både min kone og jeg er royalister, og vi taler da pænt, når dronningen og prinsen besøger vores zirkus.

- En ridder har en hest. Hvor er din?

- Jeg har ikke nogen. Ikke en gang en træhest. Men jeg har en Monarch og en Vespa og en hel masse andet. Gadges er min kæphest. Jeg bliver høj af den slags, og jeg får flere og flere. Lige som med zirkusvogne og lastbiler sniger de sig ind i mit zirkus som kilo på sidebenene. Man opdager det ikke, men pludselig er de der.

- Kan I sælge billetter i denne varme sommer?

- Faktisk går der fint. Vi har haft publikumsfremgang i alle byer – undtaget Randers. Folk elsker vores show i år. Min artist Kaptajn Frodo er en gave.

- Er du ikke bange for, at I bliver for dygtige?

- Det er der ingen risiko for, når jeg er med. Vores artister har numre af høj international standard, men når de så kombineres med mig og alle mine kiksede figurer, så har vi en helhed. Kaptajn Frodo er noget så sjældent som en komisk og morsom artist, og han passer sindssygt godt her. Han har publikum i sin hule hånd. Han er min makker – min Peter Frödin om du vil.

- Kan det næsten blive større, når man ser på alle anmelderstjernerne?

- Ja det bliver hele tiden større. Og hvert år skal vi være lidt bedre end sidste år. Til næste år vil jeg købe mit eget telt i stedet for at leje det af Cirkus Arena.

- Hjælper det, at du nu er ridder?

- Nixen. Men jeg har fundet ud af noget sjovt. Fra nu af må jeg sætte et stort ’R’ efter mit navn: Søren Østergaard R.

- Ok. Lige som Tal R?

Her går ridder Zøren nedbøjet ind i sin zirkusvogn.

Se også: Zirkus Nemo zindzzygt zkægt

Se også: Zirkus Nemo nu med Zebra

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen