Lene Beier lander ny værtstjans

Den rutinerede tv-vært skal stå i spidsen for "Go' aften live - sommer i Danmark"

Ved uddelingen af Billed-Bladets TV-Guld blev Lene Beier kåret Årets stjerneskud i 2014 og Årets kvindelige underholdningsvært både i 2016 og 2017. Foto: Anthon Unger.
Ved uddelingen af Billed-Bladets TV-Guld blev Lene Beier kåret Årets stjerneskud i 2014 og Årets kvindelige underholdningsvært både i 2016 og 2017. Foto: Anthon Unger.

Efter at coronapandemien har ramt vores lille land, bliver sommerferien for rigtig manges vedkommende afholdt herhjemme i år.

Derfor udvider TV2 deres 'Go' aften live'-program hen over sommersæsonen med særudgaven 'Go' aften live - sommer i Danmark' fra mandag 29. juni og fem uger frem.

Christian Degn, Petra Nagel og Lene Beier rejser rundt i sommer-Danmark og besøger kendte personligheder inden for tv, film, musik, kultur og sport.

Jeg blev helt paf
For Lene Beier er det første gang, hun skal være vært i Go'-regiet.

- Jeg blev helt paf, da jeg blev spurgt. Jeg kan ikke forestille mig noget, jeg hellere vil, end at rejse rundt i hele landet og snakke med spændende mennesker.

Se også: Nu vil Joy Mogensen stoppe Nikolines domæne-misbrug

- Der er altid en nerve, når man laver live-tv, fordi alt i princippet kan opstå pludseligt - man kan blive bidt af en krabbe, ramt af det vildeste tordenvejr eller komme til at snuble eller spilde ned ad sig selv. Men kameraet ruller, og man bliver bare nødt til at gå med det, og det kan jeg rigtig godt lide.

I 'Go' aften live - sommer i Danmark' foregår første halvdel af udsendelsen, som den plejer - mens anden halvdel foregår ude i sommerlandet, forklarer redaktør Henriette Ladegaard-Pedersen.

Hele Danmarks-kortet - fra Gedser til Skagen - er repræsenteret i udsendelserne, og værterne lægger blandt andet vejen forbi Ærø, Fur, Bornholm, Samsø, Thy, Limfjorden og Nordsjælland.

Sommer i Danmark
I hvert program besøger værterne en kendt kulturpersonlighed eller et par på deres udvalgte sted - det kan være i baghaven, på stranden eller havnen.

Se også: Efter bruddet: Kan score millioner

- De vil hver vise deres lille plet af Danmark og fortælle, hvad der er helt særligt der, og det er det sted, vi tager udgangspunkt i hver dag - for nogle er det for eksempel lyset. For andre er det et godt sted at være sammen med børnebørnene, siger Henriette Ladegaard-Pedersen og fortsætter:

- Det er public service, for sommeren i år er sommer i Danmark, og nu har vi chancen for at vise danskerne vores land, på en måde som vi ikke plejer at vise det og lade de kendte danskere være ambassadører for hver deres udvalgte plet i Danmark.

Lene Beier kan også mærke, at sommeren bliver anderledes i år.

- Jeg kommer virkelig meget rundt i landet, når jeg optager 'Landmand søger kærlighed' og 'Hjem til gården' for eksempel, og jeg kan allerede mærke, at sommeren er anderledes i år, siger hun og uddyber:

- Folk er alle steder og samles i højere grad, end jeg nogensinde har set det før. Og det er det, vi også skal ud at opleve i 'Go' aften live - sommer i Danmark'

13 kommentarer
Vis kommentarer