Nybagt modelmor strålede ved lingerishow

Supermodellen Heidi Klum leverede aftenens overraskelse, da hun som nybagt mor meget uventet indtog catwalken ved Victoria Secrets lingerishow i New York

Det er ikke mere end fem uger siden, hun fødte sit fjerde barn. Men det var ikke til at se, da åleslanke Heidi Klum i nat dansk tid indtog catwalken i New York iført den nyeste lingerimode.

Sammen med sin mand, den populære sanger Seal, fik Heidi Klum i oktober datteren Lou Sulola. Det var parrets tredje barn i rækken efter sønnerne Henry og Johan. Heidi har desuden datteren Leni fra et tidligere forhold.

Og det med at føde børn tager efter alt at dømme ikke længere synderligt hårdt på Heidi Klum. Allerede den 31. oktober var hun i centrum, da hun var vært for en række berømtheder, der fejrede Halloween på in-stedet Voyeur i Hollywood.

Her var hun og Seal sminket til ukendelighed som et par uhyggelige ravne, der i bedste Halloween-stil formentlig kunne skræmme de fleste.

Heidi stjal billedet
I nat fremstod Heidi Klum dog langt fra skræmmende ved lingerigigantens Victorias Secrets store show i New York. Tvært imod. 36-årige Heidi stjal med sit lyse hår og sit brede smil billedet.

Heidi Klum var vært på showet, og ingen havde regnet med, at hun så kort tid efter fødslen, ville begive sig ned ad catwalken. Men hun tog fusen på alt og alle, da hun iført en nedringet sag og en underdel af fjer viste, hvordan en supermodel klarer den slags.

Showet havde noget for enhver smag. Der var alt fra Heidi Klums fjer til store pansrede englevinger og så selvfølgelig det mere sexede lingerie, som jo også hører sig til.

Ud over Heidi Klum overraskede sangerinden Fergie fra gruppen Black Eyed Peas også, da hun uventet indtog catwalken.

Showets gæsteliste bød desuden på en række andre berømtheder, blandt andet rapperne Jay-Z og Dr. Dre. Også skuespillerinden Michelle Trachtenberg og medlemmer fra rockgruppen Kings of Leon var til stede.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere