Dansk milliardær vil betale din middag

Den danske milliardær Lars Seier Christensen er et velkendt ansigt på de danske såvel som udenlandske Michelin-restauranter. Nu giver han 26 personer chancen for at vinde et besøg med alt betalt

Kom med på besøg på Lars Siers schweiziske slot her. Video: Discovery Networks Danmark.

Det er ikke alle, som har hverken råd eller lyst til at bruge flere tusinde kroner på et restaurantbesøg. Nu tilbyder den danske milliardær Lars Seier Christensen 26 heldige, at de kan spise løs på hans regning.

Det betyder, at man uden at skulle punge ud kan få lov til at få en uforglemmelig oplevelse på en Michelin-restaurant i Danmark i Lars Seiers ånd. De dyre restaurantbesøg er nemlig ikke ukendt land for ham.

- Jeg har jo tit hørt fra folk, der synes, jeg lever lidt på en anden planet med alle mine fine restauranter, så jeg tænkte at nu skulle nogle af dem også få lov at prøve og se, om det alligevel ikke er lidt bedre end pølsevognen, fortæller Lars Seier til Ekstra Bladet.

Det er ikke, fordi den kendte erhvervsmand ikke bryder sig om en hotdog fra den lokale pølsevogn.

- Jeg holder dog også meget af en ristet hotdog, men hver ting til sin tid, forklarer han.

Beskedent bidrag
'Jeg udlodder 26 gratis middage for 2 personer med menu og vine på Michelin restaurant. Én middag på hver af de 26 danske Michelin restauranter - på min regning.', skriver han på sin Facebook-profil.

Der skal ikke meget forberedelse til for at vinde de vilde middage. Lars Seier ønsker kun, at man skal skrive kort om sit livs bedste måltid. Om det er på gourmetrestaurant eller hjemme i mors køkken betyder ingenting for milliardæren, når han skal finde de 26 heldige vindere.

'Måske er det første gang på Michelin-restaurant for dig, måske er du allerede gourmand. Alle kan deltage.'

Til Ekstra Bladet fortæller den kendte erhvervsmand, at han gerne vil gøre noget for at støtte de mange restauranter.

- Jeg ville jo egentlig allerhelst selv have besøgt dem alle for at bakke restauranterne op. Men det er ikke realistisk muligt, så jeg tænkte, at jeg kunne få andre til at gøre det hårde arbejde for mig.

Vinderne af konkurrencen vil få deres udtrukne restaurants gourmetmenu og en standard vinmenu til. Værdien af hver middag for to kan spænde fra et par tusind kroner til op imod ti tusind kroner på de dyreste steder.

'Jeg vil derfor gerne give et beskedent bidrag til de danske Michelin restauranter (og ja, jeg måtte lave et cut et eller andet sted, og det blev ved de 26 steder, der har een eller flere Michelin stjerner). Jeg kigger selvfølgelig selv forbi nogle af stederne, men vil gerne bakke op dem alle. Og det kan du hjælpe mig med ved at spise en middag på min regning,' lyder det i Facebook-opslaget.

Svært at definere det bedste
Selvom Lars Seier selv bede folk om at skrive lidt om deres bedste madoplevelse, er det ikke helt nemt erkender han.

- Det er svært at vælge 'det bedste måltid', for der er så mange måder, man kan sammensætte et godt måltid på, og som mange nævner i deres bud, er selskabet jo også vigtigt for en god oplevelse, fortæller han.

På spørgsmålet om hvad han foretrækker - bedstemors mad eller et besøg på en Michelin-restaurant, lyder det:

- Ikke et ondt ord om min bedstemors mad, men jeg er nok fra en generation, hvor det mest var frikadeller og kylling med pommes frites dengang. Sidenhen har jeg haft privilegiet af at kunne besøge nogle af verdens allerbedste restauranter, og det er altså alligevel lige niveauet over.

151 kommentarer
Vis kommentarer