Dramaet fortsætter: Nyt storkepar har lagt æg i Annikas rede

Det har været en begivenhedsrig uge for storkene i Smedsager. På godt og ondt

Det er ikke fryd og gammen for storkene i Smedager. Foto: Ritzau Scanpix
Det er ikke fryd og gammen for storkene i Smedager. Foto: Ritzau Scanpix

Det har været nogle vilde uger og dage i Smedager, hvor et kæmpe storke-drama har udspillet sig.

Et nyt ungt storkepar fra Holland har trods alle forventninger lagt et æg i reden i Smedager, hvor fem af den tidligere beboer i reden Annikas æg har fået lov til at blive. Og det overrasker storkeeksperter. Normalt vil et storkepar ikke lade tidligere beboeres æg blive i reden, hvis de overtager den, skriver TV Syd.

Men det hollandske storkepar har kun skilt sig af med et af de seks æg fra Annika og den afdøde gemal Tommys tid i reden.

- Den nye hun rugede meget på æggene, og nu har hun så lagt sit eget. Det er meget overraskende. Der er sket rigtig meget den seneste tid, så nu holder jeg ekstra øje med dramaet, fortæller Jess Frederiksen, formanden for Storkene.dk til TV Syd.

Det nye storkepar er meget unge, og derfor forventede ingen, at der ville komme nogen æg fra dem i år. Sådan skulle det dog ikke blive. Dog skal storke-entusiaster ikke have for høje forventninger til udfaldet af det nye æg. For chancen for at parret har fundet ud af, hvordan man befrugter det, er meget lille taget deres alder i betragtning.

Er stadig i området
Selvom Annika er blevet jagtet fra hus og æg, så er hun stadig i området, hvor der er rig mulighed for at slå sig ned for enken, eftersom der er mange reder i området.

Og endnu bedre, så er der muighed for, hvis Annika kommer igen som den første næste år, så kan hun endnu engang finde sig til rette i reden i Smedager. Det kan dog ske, at hun må kæmpe om pladsen, hvis det unge hollandske storkepar også vender retur.

Tirsdag sidste uge startede dramaet. Storken Tommy forsvandt, og blev efterfølgende erklæret død. Han efterlod sig magen Annika og seks æg i sin rede i Smedager.

Annika forsøgte at ruge på æggene samtidig med, at hun alene skulle sørge for at finde mad. Det blev for meget for Annika, og hun brugte mindre og mindre tid på at ruge.

I weekenden dukkede et nyt ungt storkepar fra Holland op og overtog reden. Annika forsøgte forgæves at kæmpe imod.

Efterfølgende spiste det hollandske storkepar et af de seks æg, som Annika og Tommy havde lagt.

De dramatiske hændelser ved storkereden kan følges på TV Syds livestream fra reden, som kører direkte 24 timer i døgnet.

Følg med live her.

Se også: Vildt storke-drama: Æder Annikas æg

Se også: Ungerne overlever ikke: Ny stork har overtaget Tommy og Annikas rede

Se også: Storken Tommy er død: Unger i livsfare

15 kommentarer
Vis kommentarer