Efterlyste flot mand hun mødte på bar

23-årige Kate fra USA mødte flot britisk mand på en bar i England - men hun kom til at give ham det forkerte telefonnummer

Den 23-årige Kate har i to år tænkt på den flotte Adam. Foto: Kate Lefler/Wales News Service
Den 23-årige Kate har i to år tænkt på den flotte Adam. Foto: Kate Lefler/Wales News Service

En 23-årig amerikansk kvinde har sat himmel og jord i bevægelse for at finde frem til en efter hendes mening flot og perfekt mand, som hun mødte på en bar i England helt tilbage i 2018.

Hun er ovenikøbet gået til medierne og har oprettet en særlig Instagram-side for at finde frem til den mystiske mand, som hun mødte i den britiske havneby Plymouth.

Det skriver flere medier - heriblandt Plymouth Live og The Sun.

Da den 23-årige Kate Lefler fra Oklahoma i USA i 2018 var på langtur med US Coastguard, lagde hendes skib i havn i den britiske by Plymouth.

Sammen med andre fra skibets mandskab tog hun på baren Rust and Royal, hvor hun mødte den flotte Adam, der sagde, at han kom fra Wales. Adam var på den famøse aften i 2018 sammen med sin gode ven Marc, og Kate var sammen med en veninde.

Det eneste billede, Kate har fra den aften, er et billede, hvor hun sidder ved siden af sin veninde, og hvor man kan se Adams ven Marc i forgrunden af billedet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Kate yderst til højre i billedet sammen med sin veninde. Og i forgrunden Adams gode ven Marc. Foto: Wales News Service
Kate yderst til højre i billedet sammen med sin veninde. Og i forgrunden Adams gode ven Marc. Foto: Wales News Service
 

Der var straks god kemi mellem Kate og Adam, der havde en flirtende og herlig aften. Ved afskeden gav Kate sit telefonnummer til Adam.

- Han kyssede mig godnat, og vi havde planer om at mødes allerede næste dag. Men da Kate aldrig fik en sms fra Adam, fandt hun ud af, at hun havde glemt at give ham område-koden til sit telefonnummer, fortæller Kate til nyhedsbureauet Wales News Service og tilføjer:

- Jeg ved godt, at der er store muligheder for, at Adam ikke er single længere. Men jeg har besluttet mig til at finde frem til ham alligevel, hvis det er muligt.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Kate Lefler har ledt efter den mystiske Adam i to år. Foto: Wales News Service
Kate Lefler har ledt efter den mystiske Adam i to år. Foto: Wales News Service
 

Nu viser det sig imidlertid, at Kate Leflers søgen har givet pote. Den lokale avis Plymouth Herald skriver nemlig, at Adam har kontaktet Kate og fortalt hende, at han er i et forhold nu.

Kate er dog glad for, at hun endelig har fået vished omkring Adam, så hun nu kan stoppe sin eftersøgning af ham. I et opslag på Instagram skriver hun følgende:

'Jeg er glad for at kunne fortælle, at vi har fundet ham. Tak til jer allesammen for at have hjulpet mig. Internettet er så fantastisk. Når jeg har sagt det, vil jeg dog oplyse, at han er i et forhold. Så for at respektere hans forhold samt hans privatliv vil jeg meget snart lukke denne Instagram-konto ned. Men på trods af det er jeg taknemmelig over, at det er slut nu, og at jeg fik mulighed for at tale med ham. Tak for al jeres støtte.'

Man kan ikke se opslaget nu, fordi hun har lukket sin Instagram-konto allerede.

60 kommentarer
Vis kommentarer