Skal Kæmpe Eskimo have nyt navn? Her er svaret

Ekstra Bladet har spurgt Unilever, der står bag Frisko, om de følger trop og ændrer navnet på den populære is Kæmpe Eskimo

Du kan stadig sætte tænderne i en Kæmpe Eskimo. Foto: Ole Steen
Du kan stadig sætte tænderne i en Kæmpe Eskimo. Foto: Ole Steen

Is-elskere verden over fik for alvor gang i debatten for nylig.

Her meldte det amerikanske isfirma Dreyer's Grand Ice Cream ud, at de ville ændre navnet på isen Eskimo Pie, som amerikanerne siden 1920 har kunnet nyde, da eskimo er en nedsættende betegnelse for inuitter og den øvrige oprindelige befolkning fra arktiske områder.

Den kommende navneændring blev modtaget blandet på de sociale medier, hvor mange mente, at det var på tide, mens andre følte, at ændringen bar præg af overdreven politisk korrekthed.

Se også: Populær is skifter navn efter 100 år

I den forbindelse spurgte Ekstra Bladet jer læsere, om I synes, at Unilever, der står bag det danske is-brand Frisko, bør ændre navnet Kæmpe Eskimo herhjemme.

Hele 93 procent af læserne så dog ingen grund til at ændre navnet.

Du kan stadig købe en Kæmpe Eskimo i de danske butikker. Foto: Jesper Stormly Hansen
Du kan stadig købe en Kæmpe Eskimo i de danske butikker. Foto: Jesper Stormly Hansen

Unilever har ikke ønsket at stille op til et telefoninterview med Ekstra Bladet, men Unilevers danske pressekontakt, Sandhya Forselius, har i stedet besvaret henvendelsen pr. mail.

Her lyder svaret blandt andet, at de ikke oplever, at de danske kunder er blevet krænket af navnet - men at de 'er parate til at lytte, forandre og tage vores ansvar, når vi ser, at vi kan bidrage positivt til mere ligestilling og inklusion - og en mere respektfuld verden'.

Umiddelbart tyder det ud fra svaret ikke på, at du i fremtiden skal vænne dig til at sige noget andet, når du skal bestille en Kæmpe Eskimo, selvom det altså ikke er en klar afvisning fra virksomheden bag.

Læs selv svaret og bedøm her:

Sådan svarer Unilever:

'Frisko har i mange år solgt isen Kæmpe Eskimo til iselskende forbrugere i Danmark. Vores is Kæmpe Eskimo har altid været et populært produkt i Danmark, og vores ambition er at give vores kunder en stund med nydelse i hverdagen sammen med andre is-glade mennesker,' lyder svaret fra Unilevers danske pressekontakt, Sandhya Forselius, der fortsætter:

'Som altid, når vi modtager synspunkter eller spørgsmål vedr. vores produkter, forsøger vi at lytte og være imødekommende. Vores is Kæmpe Eskimo har altid været et populært produkt i Danmark, og vi oplever ikke, at navnet generelt vækker anstød eller opfattes som krænkende blandt danske forbrugere.'

'Både Frisko og Unilever har i mange år arbejdet intensivt med at modarbejde stereotyp kommunikation for vores varemærker.'

'Vi har et dybt og langvarigt engagement i diversitet på alle områder, og som medstiftere af organisationen 'Unstereotype Alliance' har vi arbejdet intensivt for at flytte reklamer væk fra brugen af skadelige stereotyper. Som del af dette arbejde har vi forpligtet os til at revurdere det sprog og de billeder, som vi anvender på tværs af vores 400 Unilever brands.'

'Vi er parate til at lytte, forandre og tage vores ansvar, når vi ser, at vi kan bidrage positivt til mere ligestilling og inklusion - og en mere respektfuld verden.'

158 kommentarer
Vis kommentarer