Studenter kørte forbi begravelse - så opstod et rørende øjeblik

Mikael nåede lige at tænke 'Åh nej', da den larmende lastbil nærmede sig, lige da kisten kom til syne i kirkedøren

Glade studenter kører lige nu rundt og fejrer, at de har fået huen på. Denne studentervogn har intet at gøre med historien fra Sæby. Arkivfoto: Ritzau Scanpix
Glade studenter kører lige nu rundt og fejrer, at de har fået huen på. Denne studentervogn har intet at gøre med historien fra Sæby. Arkivfoto: Ritzau Scanpix

Hvad der kunne være endt som et uheldigt øjeblik for deltagerne til en begravelse i Sæby Kirke lørdag formiddag, endte som en rørende stund, der nu bliver delt landet rundt på Facebook.

En af begravelsens deltagere var Mikael Justesen, der til daglig er direktør hos TV2/Nord i Nordjylland.

Sammen med resten af forsamlingen stod han inde på kirkepladsen og ventede på, at kisten blev båret ud. Men i det øjeblik, kisten kom til syne i døren, kom en lastbil med en flok larmende, glade studenter kørende.

- Jeg nåede lige at tænke 'Åh nej', fortæller Mikael Justesen til Ekstra Bladet.

Men til hans og resten af begravelsens deltageres overraskelse, skete der i det øjeblik noget næsten magisk.

'Jeg skæver op til de mange hvide huer. Men de er der ikke. Eller jo, men de er taget af hovederne. Studenterne står bomstille med huerne i hånden og front mod kirken mens de passerer rustvognen og følget. Musikken er slukket, båthornene holder pause. Først da lastbilen har rundet kirken og drejet væk, går festen i gang igen', skriver TV2/Nord-direktøren i et opslag på Facebook, der på under et døgn er blevet delt over 13.000 gange på under et døgn.

- Jeg og andre i min generation ved godt, at når man passerer en begravelse, så stopper man op og viser respekt. Men hvor mange 19-årige ved lige det? Og promillen har jo næppe været på nul, så det kræver alligevel en del nærvær. Det, synes jeg, var rigtig flot af dem, siger Mikael Justesen.

Studenternes gestus blev bemærket af alle begravelsens deltagere, og den endte også med på en positiv måde at blive et stort samtaleemne ved den efterfølgende kaffe.

I sit opslag takker Mikael Justesen de nærværende studerende, der lørdag ved middagstid kørte forbi Sæby Kirke. Han fortæller til Ekstra Bladet, at han siden har været i kontakt med flere af de studerende fra den pågældende lastbil.

- Nogle af dem har skrevet til mig på Messenger og sagt tak for opslaget, og for, at vi bemærkede deres gestus under begravelsen, fortæller han.

343 kommentarer
Vis kommentarer