Studenternes rørende gestus: Nu reagerer Støjberg og Pia K.

En vogn fuld af glade studerende har rørt hele Danmark. Også flere kendte kommenterer på deres respektfulde handling

Her er Danmarks lige nu mest omtalte studentervogn. Foto: Privat
Her er Danmarks lige nu mest omtalte studentervogn. Foto: Privat

Da 3.N fra Frederikshavns Gymnasium og Martec kørte forbi en begravelse ved Sæby Kirke, var de slet ikke i tvivl om, hvad der var det rigtige at gøre. De fik hurtigt slukket for musikken, tog huerne af og kørte i stilhed forbi kirken, mens den afdødes kiste blev båret ud.

Det blev bemærket af alle deltagerne ved begravelsen og blev også det store samtaleemne til den efterfølgende kaffe, har Mikael Justesen, der til daglig er direktør hos TV2/Nord og var en af deltagerne i begravelsen, fortalt til Ekstra Bladet.

Se også: Studenter kørte forbi begravelse - så opstod et rørende øjeblik

Han har skrevet et opslag på Facebook, hvor han hylder de studenter, der var om bord på studentervognen. Opslaget er siden gået viralt og er blevet omtalt i flere danske medier søndag.

Også på influenceren Anders Hemmingsens Instagram, som følges af over en million brugere, er historien blevet delt. Og også her er der stor ros til 3.N at høste i de mange kommentarer fra rørte danskere. Blandt andre fra flere kendte personer.

 

'Jeg hader bare når folk hakker løg lige ved siden af mig', lyder det eksempelvis fra tv-vært Ulla Essendrop, der på den måde antyder, at hun måtte fælde en tåre, da hun læste om den respektfulde gestus.

Se også: Studenterne der rørte hele Danmark: - Det var det helt rigtige at gøre

Historien er heller ikke gået DF-politiker Pia Kjærsgaards næse forbi. Fra sin profil på Instagram kommenterer hun:

'Simpelthen så dejligt at læse <3 man bliver så rørt, glad og stolt. Og tror på fremtiden'.

Til Ekstra Bladet uddyber Pia Kjærsgaard:

- Det var simpelthen så dejligt et opslag. Jeg blev helt rørt, da jeg læste det. Det var en rigtig fin gestus af studenterne, og jeg forstår godt, at ham, der lagde opslaget ud, gerne ville dele historien.

- Det er kun dejligt at se, at historien er blevet delt så meget. Det fortjener virkelig noget respekt, siger Pia Kjærsgaard.

Også Inger Støjberg (V) har en kommentar til de nordjyske studenter:

'Hvor er det bare dejlig læsning! Smukke unge mennesker', skriver den tidligere minister efterfulgt af en Dannebrog-emoji.

700 kommentarer
Vis kommentarer