Ærlig Stephanie Star: Ingen sex når man er hjemløs

Megafonen er Ekstra Bladets blogger-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner.

Det er helt sikkert. Der er altid en, der har det værre end dig. Og mig. 

Jeg har svært ved at sove.

Jeg vågner tidligt, og det er ikke, fordi jeg vrider mig i mareridt, men simpelthen fordi,jeg føler, tiden suser ud mellem min hænder, hvis ikke jeg bruger døgnets timer til at mærke livet.

Skal man mærke noget i en seng, så er det sex med en lækker, herlig mand. Men det er sgu en sørgelig forestilling i disse tider.

Sex og samliv er ikke for de hjemløse. Ikke i min verden. Og som I ved, har jeg været så langt ude og hjemløs, at de sidste måneder er tilbragt på venners sofaer og endda en bænk. 

Det er ikke steder, der er fede til sex. 

Dernæst er der jo angsten for at røre hinanden. Coronasex ... er det et begreb vi gider? Nej, vel. 

Ingen kommer og redder
Klichéen lever. Vi lever kun én gang. Jeg vil ud af døren, træne, tale med folk, jeg møder på min vej. Drikke morgenkaffe med min skønne datter, i det hele taget - gi den GAS!

Har jeg en lortedag, og dem har jeg også, så støvsuger jeg. Som en gal. Gulv. lampe, sofa, senge. Alt får en tur.

Vi har et ansvar over for os selv. Der kommer ingen og redder. Hvis man lader sig slå ud af ondskabsfulde kommentarer og stikkende blikke, skal man ikke have store babser og stort lyst hår.

Så skal man i det hele taget ikke larme. Det spiller pænt dårligt med mit kælenavn - Donna Etna. 

Jeg sprutter som en vulkan, når uretfærdighed rammer mig og mine nærmeste. Eller bare dem, der er dårligere stillet. Dem er der en del af pt. 

Den anden dag spyede jeg min ild ud over en klovn i Fakta, som var så nederdrægtig over for kassedamen.

Helt ærligt, hvor langt kan man synke. Han stod der i sit fine tøj og blanke sko. Og fucking politisk korrekt cykelhjelm. Hold kaje, fister! Der er ingen grund til at lægge låg på en tom gryde!

Stop med at pive
Der er meget, vi i disse tider kan pive over.

Virksomheder går konkurs, folk mister deres arbejde, som de har holdt af i mange år. Jeg forstår fandeme godt, at nogen har brug for at pive. Men bliver det bedre af det?

Not really.

De svage og udsatte, som havde det skidt FØR Coronaen, har da ikke fået det bedre. Hører nogen dem pive mere?

Næ. Vi gjorde ikke før, så hvorfor nu.

De drukner bare endnu mere i alle dem med pænt tøj og blanke sko, som er meget bedre til at pive højt. 

Corona giver os alle mulighed for at tænke nye tanker. Omstille virksomheder til mere bæredygtighed. Omstille os selv til mindre forbrug. 

Vi kunne også bare deles om rovet!

ALT, hvad der kommer ind, deles ligeligt mellem alle. En slags borgerløn! 

Ej, nu fletter du næbbet, Donna Etna, hvem tror du lige, du er ...

I mellemtiden vil jeg nok bare pive stille. Pakke opfindsomme idéer væk, som får jakkesæt til at stå med bræk i mundvigen. 

Jeg vil bare stå op for dem, der har det værre, mens jeg selv kæmper mig over isen. 

Ciao bella, og hils på broen.

/Stephanie 

84 kommentarer
Vis kommentarer