Efter kontroversiel debat: Katja K. deler sin hemmelighed

Megafonen er Ekstra Bladets blogger-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner. Katja K. giver sit besyv med i debatten om abort

Privatfoto
Privatfoto

Abort-debatten raser igen lige nu, primært på grund af det forestående præsidentvalg i USA, og debatten har spredt sig til andre lande. Abortmodstandere og pro abort-aktivister ligger i åben krig.

At få en abort er noget, som kvinder bærer med sig igennem hele livet.

Det er et emne, som vi kvinder ikke finder let at tale med hinanden om.

Jeg fortæller her min personlige historie med et håb om, at andre piger og kvinder vil benytte sig af støtterådgivningen i Mødrehjælpen – som jeg ville ønske, at jeg selv havde gjort.

Mente jeg var klar
Som ung havde jeg egentlig forestillet mig, at jeg skulle have tre børn.

To af mine egne og ét adoptivbarn.

Jeg var meget bevidst om, at jeg først skulle være klar til at få børn.

(Ofte er det mænd, der bruger den frase.)

Jeg havde ikke lyst til at skulle vende enhver femogtyveøre.

Min plan var at tjene gode penge, så jeg kunne forsørge mine børn ordentligt.

Frygtede at sidde fast
Jeg havde ikke lyst til at tage på slavearbejde, stresse igennem byen på cykel i myldretid, sjaskvåd af regnvejr for at nå forsinket frem for at hente mit barn fra børnehave.

Derefter haste hjem og lave aftensmad og så direkte på hovedet i seng.

Hver dag det samme hamsterhjul, som jeg frygtede at sidde fast i.

Min personlige frihed var vigtigere for mig end at få børn.

Og min appetit på nye eventyr i livet var stærkere end at blive hjemme i min lille, sikre rede.

Skulle have abort
Så da jeg som 20-årig blev gravid med min daværende kæreste, var jeg ikke i tvivl om, at jeg selvfølgelig skulle have en abort.

Jeg var slet ikke klar til at få børn endnu, og livet virkede uendeligt langt.

Chancerne var gode for at få de børn, hvis jeg altså skulle have nogle en dag.

Dengang i 1980erne var en abort ikke bare en kemisk pille, man tog, og vupti, så var den baby ude.

Nej, det var et fysisk indgreb i fuld narkose, og jeg skulle overnatte på hospitalet.

Vågnede op til chok
Alt gik som planlagt, men dagen efter vågnede jeg op på hospitalsgangen til et chok.

Den stærke medicin havde bedøvet alle mine sanser, og jeg kom kun langsomt til bevidsthed.

Vågnede ved, at der var nogen der råbte i det fjerne. Stemmen kom nærmere og blev gradvist højere.

Jeg undrede mig over, hvem det var der råbte og beklagede sig højt.

Indtil det gik op for mig, at det var mig selv, der lå der og råbte!

Jeg lå i hospitalssengen, stadig groggy efter medicinen, og råbte:

’De har taget mit barn fra mig!'

Det gik op for mig, at det var mig selv, og jeg blev chokeret over mit udsagn.

En sygeplejerske kom ilende til for at høre, om jeg var o.k.

’Jo, jo, jeg er o.k., tak,' svarede jeg pinligt berørt.

Min underbevidsthed havde taget fusen på mig. Jeg havde undertrykt den.

Sjælen var uenig
Rationelt havde jeg truffet den rigtige beslutning om at få en abort, men min sjæl var ikke enig.

Godt nok var jeg ret ung, men jeg var sund og rask, levede i det trygge danske samfund, så der var ikke nogen logisk forklaring på, hvorfor jeg ikke skulle havde fået det barn dengang.

Hvis jeg kunne gøre det om i dag, havde jeg nok ikke fået en abort.

Naturligvis går jeg ind for abort, men abort skal være den sidste nødløsning efter min mening.

I tredje verdens-lande er det emne langt mere kompliceret.

Så vidt jeg ved, er der ingen der, der fortryder at have fået deres børn.

Hver en sjæl tæller.

I mit næste liv ønsker jeg mig en stor familie.

142 kommentarer
Vis kommentarer