Katja K: - Jeg skal have udskiftet mine bryster

Megafonen er Ekstra Bladets blogger-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner. I denne uge fortæller Katja K om, hvorfor hun fik lavet sine bryster

Privatfoto
Privatfoto

’Hellere for små end for store’, nåede jeg at sige til kirurgen, inden jeg døsede hen i narkosen.

Jeg skulle have foretaget et kirurgisk indgreb. Jeg skulle have lavet nye bryster!

Valget var faldet på implantater af silikone og saltvand, og beslutningen var truffet i samarbejde med den svenske læge, som skulle lave dem. Klinikken lå i Malmø, og de annoncerede med, at man kunne få implantaterne ind igennem armhulen og undgå de grimme ar under brysterne. Så smart.

Skammede sig
Hele min ungdom har jeg været plaget af skammen over at have for små bryster, selvom en af mine tidligere kærester altid kaldte mig for en smuk gazelle.

Når jeg gik på Brøndby Strand med mine veninder, lå jeg altid på maven, så drengene ikke kunne se, hvor små mine bryster var. Så lå jeg der og struttede med min lille numse, for den var jeg stolt af.

Derfor var jeg altid mest solbrun på ryggen.

'For små til at være bryster'
Drengene lagde ikke skjul på, at de helst ville have store babser, og det var en kamp for mig, hver gang jeg skulle købe undertøj i størrelse A skål. Så stod man der og kampsvedte under prøverummets skarpe kunstigt lys og gloede flovt på sig selv i spejlet. Det var en hæslig oplevelse, hver gang.

Engang var jeg i Tyrkiet med en kæreste, og skulle have en omgang skøn kropsmassage i en hammam.

Det var en mandlig massør, og jeg følte mig ikke helt afslappet. Han virkede professionel og masserede mig over det hele, og da han nåede til mine små bryster, masserede han også dem. Dét, syntes jeg, var mærkeligt.

Det er trods alt erogene zoner. Men han fandt dem åbenbart så små, at han vist ikke anså dem for bryster.

Kampen i prøverummet
Hvis jeg fik større bryster, ville mine opslidende kampe i omklædningsrummene være fortid.

Jeg ville kunne smyge mig ned i nedringede kjoler, og spankulere frit rundt med mine nye fortrin;

’Babs og Nutte’.

Jeg kan huske, hvor forarget jeg var som ung over Kirsten Norholt, som altid gik rundt og stolt fremviste sin store barm. Det var altså før, jeg fik lavet mine egne selvfølgelig.

Sjovt, at jeg har været forarget over det, ikk?

Konservativ
Faktisk var jeg ret konservativ som helt ung – selvom jeg dog stemte liberalt.

Men hele min pointe med at få lavet større bryster var at få en mere harmonisk krop.

Det var IKKE for at få kæmpe store patter. Det synes jeg ærlig talt ser lidt latterligt ud.

Jeg har aldrig fortrudt mit valg om at have fået lavet større bryster, og jeg har gjort det for mig selv.

De har givet mig meget glæde, også selvom de nærmest sad oppe under min hage, da de var helt nylavede.

Skulle masseres på plads
Brysterne skulle masseres på plads, og den ære fik min kæreste hver aften ved sengetid.

Det spøjse er, at efter min operation syntes jeg lige pludselig, at små bryster også kan være smukke og sensuelle. Det synes jeg endnu.

Mine bryster er stadig meget smukke - og de ser naturlige ud.

Men efter 20 år skal de udskiftes, og det er nu!

Der er bare lige det, at i takt med, at jeg er blevet ældre og har nået en moden alder, er jeg gået hen og blevet 100% naturlig.

Naturlig
Jeg er holdt op med at farve mit hår og mine øjenbryn. Jeg går næsten ikke længere med makeup, og bryder mig egentlig ikke om at have fremmedlegemer i min krop.

Så jeg overvejer, om jeg skal have dem udskiftet, eller have taget implantaterne helt ud?

Med fare for, at huden er blevet slap.

Men er det naturlige look ikke det smukkeste?

Skønhed har jo mange former.

174 kommentarer
Vis kommentarer