Katja K: Tæt på at dø

Megafonen er Ekstra Bladets blogger-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner. I denne uge deler Katja K. sin nærdødsoplevelse

Foto: Privat
Foto: Privat

I dag har vi desværre været nødt til at aflive katten ’Greta Garbo’.

Det var en smuk sort og hvid hunkat på ti år, som desværre var blevet dødssyg af et forstørret hjerte.

Hun havde store vejrtrækningsproblemer, og selvom hun fik antibiotika, hjalp det ikke.

Men det, der desværre medvirkede til hendes alt for tidlige død, var et par teenagedrenge, der havde skudt med fyrværkeri direkte ned mod hendes boplads, hvor hun levede sammen med en masse andre hjemløse katte. I et grønt område lige overfor, hvor vi bor.

Jeg gik tilfældigt forbi forleden dag, og så hvordan der blev fyldt med fyrværkerirøg. Katten fik et chok.

Med formanende løftet pegefinger og arrig tale skældte jeg højlydt drengene ud, der skamfuldt forsvandt væk på deres små knallerter.

Livet er skrøbeligt.

Den ene dag er vi her, den næste dag er vi væk.

En forfærdelig oplevelse
Jeg har selv været tæt på døden. Intetanende.

For nogle år tilbage havde jeg fået blærebetændelse, men jeg havde ingen symptomer.

Jeg begyndte dog at blive lidt sløj og fik feber.

Min mand ringede til vagtlægen, men jeg orkede ikke at sidde på en skadestue i flere timer, så jeg besluttede mig for at gå til min egen læge dagen efter.

Tidligt om morgenen havde jeg fået det værre. Jeg var sløj, og alt foregik ligesom i slowmotion.

Min mand tilbød at køre mig til lægen, men jeg valgte at køre på min cykel derhen alene.

I strid modvind og frostgrader stred jeg mig selv igennem glatte og snedækkede brostensbelagte gader på min jernhest. Det var vinter og frysende koldt. Typisk mig.

’Nej, nej, jeg klarer den selv’.

Sej som en vikingkvinde.

Kom endelig frem. Kæmpede mig op af trapperne i opgangen og faldt nærmest om inde på lægens venteværelse.

Da lægen tilså mig, sagde hun;

’Jeg er nok nødt til at ringe efter en ambulance til dig’. ’Du skal af sted med det samme’!

Det ville jeg ikke høre tale om. Så slemt kunne det da ikke være, mente jeg.

Tænkte på al det praktiske
Jeg ville helst have at min mand skulle komme og hente mig, så kunne han køre mig på hospitalet.

Ringede til ham.

’Skat, du må komme og hente mig i en taxa, men først er du nødt til at gå en tur med hunden’.

Der sad jeg i venteværelset, dødssyg, og tænkte kun i praktiske opgaver.

Så ham ud med hunden i morgensneen og derefter ilende ind til mig.

Vi kørte i taxa ud til hospitalet og måtte pænt vente i køen. Hvis jeg var kommet med ambulancen, havde de naturligvis taget imod mig akut.

Jeg blev først indlagt senere hen ad eftermiddagen, men blev hurtigt lagt i drop med antibiotika.

Hele den efterfølgende nat sved jeg tran i hospitalssengen. Den var gennemblødt af sved.

Jeg havde fået blodforgiftning, og mine infektionstal var meget høje.

Jeg havde aldrig været tæt på at dø før! Ikke så vidt jeg ved.

Overlevede heldigvis
Heldigvis overlevede jeg, og jeg kom mere klog ud af den oplevelse. Har for nylig købt udvidet privat sundhedsforsikring. Vi mennesker tonser bare derudad og tror, vi er udødelige.

Specielt mænd er dårlige til at gå til lægen. Jeg selv er altid skråsikker og tror, at jeg kan klare det hele.

Det kan vi ikke. Så pas godt på jer selv derude og dyrk taknemmeligheden.

’Som et strejf af en dråbe, fik vi lov til at håbe på de ting, som skal komme, før end livet er omme’.

213 kommentarer
Vis kommentarer