Oscarakademiet må lave ændring som følge af coronakrisen

Film udelukkende på streamingtjenester kan som noget nyt kvalificere sig til at modtage en Oscar

Her ses oscarshowet fra 2019, hvor filmen 'Roma' blandt andet modtog en pris. Streamingstjenesten Netflix stod bag filmen, der også blev vist i biografen. Foto: Mike Blake/Reuters
Her ses oscarshowet fra 2019, hvor filmen 'Roma' blandt andet modtog en pris. Streamingstjenesten Netflix stod bag filmen, der også blev vist i biografen. Foto: Mike Blake/Reuters

Oscarakademiet vil tillade film, der kun er frigivet på streamingtjenester, at blive kvalificeret til næste års uddeling.

Det skriver akademiet i en pressemeddelelse tirsdag.

Ændringen gælder kun næste års Oscar og indføres, da adskillige biografer er lukket verden over som følge coronaviruspandemien.

Det har tidligere været et krav for at komme i betragtning til prisfesten, at en film skulle være vist mindst syv dage i en biograf i Los Angeles.

- Akademiet er overbevist om, at der ikke er nogen bedre måde at opleve magien ved film på end at se dem i biografen.

- Ikke desto mindre nødvendiggør den historisk tragiske coronapandemi denne midlertidige undtagelse fra vores prisregler, udtaler præsident for oscarakademiet David Rubin i pressemeddelelsen.

Den nye krav for streamingsfilm er, at de skal have ligget på en tjeneste i minimum 60 dage, og platformen skal være medlem af oscarakademiet.

Streamingtjenesten Netflix har allerede gjort sit indtog på oscaruddelingen. Blandt andet i 2019 vandt tjenesten prisen for bedste udenlandske film for filmen 'Roma', der også har gået i biografen.

Biografer overalt i USA har været lukket siden midten af marts på grund af coronavirussen, hvilket tvinger større filmudgivelser til at blive udsat.

De tre største biografkæder i USA regner ifølge nyhedsbureauet Reuters ikke med at åbne før slutningen af juni eller juli.

Nogle film - heriblandt den animerede tegnefilm 'Trolls' - er allerede begyndt at tilbyde sig på streamingsplatforme.

Oscaruddelingen, der anses for at være den mest fornemme pris i filmbranchen, er stadig planlagt til at finde sted i Hollywood den 28. februar 2021. Det vil blive show nummer 93.

12 kommentarer
Vis kommentarer