Seebach aflyser familiekoncert

Rasmus Seebach aflyser familiekoncert i København på grund af voldsomt vejr

Rasmus Seebach er tvunget til at aflyse koncert i København på grund af vejret. Arkivfoto: JONAS OLUFSON
Rasmus Seebach er tvunget til at aflyse koncert i København på grund af vejret. Arkivfoto: JONAS OLUFSON

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

En af landets mest kendte popmusikere Rasmus Seebach aflyser koncerten Rasmus Seebach Familiekoncerter i Valby Parken i København på grund af vejret.

Det bekræfter hans manager, Nicolaj Bundesen, over for Ekstra Bladet:

- Vores sikkerhedsfolk har siddet i dialog med DMI og fulgt vejrprognoserne. De havde ingen tro på, at der var fare på pladsen, men der har været nogle ændrede vejrforhold, der gør, at vi ikke er fuldstændig sikre på, at tordenvejret går hen over os. Og så har vi valgt at trække stikket, fordi folks sikkerhed er altafgørende for os, siger han.

Til dem, der har købt billet, siger han:

- Der arbejdes på en løsning. Mere kan jeg ikke sige lige nu.

Aflysningen sker efter, at folk i løbet af lørdagen har opfordret popstjernen til at droppe koncerten på grund af det voldsomme vejr, der er på vej.

Beklager
På Facebook skriver Rasmus Seebach:

'Det er med stor beklagelse, at der desværre er sket så store ændringer i vejr situationen, at vi efter drøftelse med vores sikkerhedsteam, ser os nødsaget til at aflyse familie koncerten i dag. Publikums sikkerhed er det absolut vigtigste. Vi arbejder på højtryk for at finde en løsning og kommunikerer noget ud til jer alle sammen så snart vi kan,' skriver han.

Tidligere lørdag ville Rasmus Seebach ellers gennemføre koncerten. Til Ekstra Bladet sagde hans manager Nicolaj Bundesen:

- Vi har et sikkerhedsteam, som er et af Danmarks bedst, og som sammen med DMI vurderer, hvorvidt der er en risiko ved komme til koncerten. Det er der ingen, som vurderer, at der er på nuværende tidspunkt. Hvis der kommer en risiko, aflyser vi arrangementet i god nok tid til at folk kan komme hjem i sikkerhed, siger han.

Med aflysningen er tre koncerter lørdag blevet aflyst.

Baggrunden er, at København senere i dag ventes at blive ramt af kraftig regn og torden. Sådan lyder meldingerne fra både DMI og YR.

Den dramatiske vejrmelding har fået trioen 'Vi sidder bare her', der består af Mikael Simpson, Jørgen Leth og Frithjof Toksvig til at aflyse to koncerter, der efter planen skulle have været afviklet 16.00 og 20.00 i dag på Christianshavns Bådudlejning.

På Facebook skriver Mikael Simpson, at 'strøm, mennesker og tordenvejr' er en dårlig kombination på et spillested som Christianshavns Bådudlejning.

Både Mikael Simpson og arrangøren oplyser, at publikum får refunderet deres udgifter til billetter.

'Vi er meget kede af at måtte meddele, at vi grundet det kommende uvejr over København er blevet nødt til at aflyse vores to arrangementer i aften med 'Vi Sidder Bare Her' kl 16 og kl 20 - strøm, mennesker og tordenvejr går ikke på kanalen', lyder det fra arrangøren.

53 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere