Efter voldsom strid: 'Modbydelige' Kenneth får vild udfordring

Robinson-deltageren Henrik Hack havde en vanvittig udfordring til finalisten Kenneth, der tidligere er blevet beskrevet som modbydelig af en anden deltager

Kenneth blev taget med bukserne på live-tv af Henrik. Video: Rasmus Flindt Pedersen

Under årets Robinson Ekspedition er der blevet gået til stålet deltagerne mellem.

Flere gange har 44-årige Henrik Hack og bageren Kenneth Jørgensen haft skænderier for åben skærm.

De endte på hold sammen midt i ekspeditionen, og det var her, de for alvor røg i totterne på hinanden. Flere gange mente Kenneth, at den aldrende salgsdirektør havde kostet holdet sejren og derfor var skyld i, at holdet skulle i øråd.

Og de mange svinere gennem sæsonen fik Henrik til at arrangere et sidste opgør mellem de to kamphaner.

- På et tidspunkt i programmet sagde du (henvendt Kenneth, red.), at jeg var den svageste i Robinsons historie. Det har jeg tænkt mig at udfordre dig på, sagde han og greb mod lommen.

I lommen havde han billet - købt og betalt - til 'Copenhagen Marathon 2020' med 29-årige Kenneths navn og fødselsdato på.

I ser mig ikke mere
Bageren fra Løgstør var ikke sen til at tage imod udfordringen. Ligeså åbenmundet som han har været i programmet, hvilket også har givet ham knubs på de sociale medier, bebudede han, at han nok skulle vinde over 'den gamle'.

- Hvis jeg taber, så ser I ikke mig mere, lød det med et smil på læben.

- Så trækker du alle ord tilbage om Henrik?

- Ej, jeg har bare været så kæphøj. Jeg har intet i mod Henrik i ekspeditionen. Jeg har aldrig set en mand have så meget uheld, siger han og griner med reference til, at det altid var stolpe ud for Henrik.

Trods de mange mislykkede forsøg på at gøre en forskel og vinde, mente han altid inden en kappestrid eller dyst, at det var hans dag. Hans 'time to shine'.

100 euro på Kenneth
Og marathon-disciplinen er Henrik stensikker på vil være vejen til sejr over Kenneth.

- Jeg har løbet i mange år, lød det sikkert.

Overbevist om Henriks tro på sejr var ekspeditionslederen ikke, da han fik nys om udfordringen. På spørgsmålet om hvem der ville løbe de små 42 kilometer hurtigst, var Jakob Kjeldbjerg klar i spyttet.

- Det gør Kenneth, lød det inden han afbrød kamphanerne med en stikpille til Henrik.

- Du når aldrig i nærheden af at slå Kenneth. Henrik er mere en snakker, lød den kærlige vurdering fra Kjeldbjerg.

Slaget skal stå søndag den 17. maj 2020.

1 af 3 Kenneth tog udfordringen med et smil på læben. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
2 af 3 Det var en kamplysten Henrik, der mødte op på den røde løber til Robinson-finalen på PANGEA. Foto: Jan Sommer
3 af 3 Her bliver Kenneth udfordret af Henrik på live-tv. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!