Luksusfælden: Tager en dag ad gangen

John fra aftenens program blev rasende over at blive præsenteret for et krav om børnebidrag fra eks-konen

Problemerne er ikke helt overstået for John Christensen. (Foto: TV3)
Problemerne er ikke helt overstået for John Christensen. (Foto: TV3)

- Jeg tager en dag ad gangen, siger John Christensen fra aftenens 'Luksusfælden', hvor især hans økonomi var i søgelyset efter skilsmissen fra konen, Linea Mejsner Stampe, som også deltog i udsendelsen.

Problemet består først og fremmest i, at det endnu ikke er lykkedes at få solgt huset i Svinø, 20 km fra Næstved, som John besluttede at blive boende i ved skilsmissen - og så på tog sig de økonomiske forpligtelser derved.

- Men der er en fremvisning i morgen, onsdag, så man kan håbe, der sker noget, siger John til Ekstra Bladet.

Noget for pengene
- Huset har stået til salg i fire en halv måned, og der har hidtil kun været en fremvisning. Det skyldes sikkert beliggenheden. Man skal decideret ønske om at bo på landet for at købe, for det ligger langt ude, vil jeg godt indrømme.

- Men man får noget for pengene. En halv million kroner for 2800 kvm. grund og et bolig-areal på 153 kvm, det er sgu billigt. Og som det står nu, så er det indflytnings-klart, siger han, der har haft travlt, siden tv-holdet forsvandt, med at ordne murværk og tag, så huset fremstår upåklageligt.

Se også: Luksusfælden: Konger på klods

Janog Mette fra 'Luksusfælden' i forgrunden, og John og Linea sammen med en ejendomsmægler bagved. (Foto: TV3)
Janog Mette fra 'Luksusfælden' i forgrunden, og John og Linea sammen med en ejendomsmægler bagved. (Foto: TV3)

Se også: Luksusfælden: Ser ud ad helvede til

- Men I kommer ud af det med underskud?

- Ja, med ca. 200.000 kroner hver, det kan jeg godt leve med. Mange skilsmisse-familier med et hus involveret står tilbage med et langt større gæld.

- Kan eks-konen leve med det?

- Hun har ikke så mange andre muligheder. Alternativet er tvangsauktion, og det bliver det ikke bedre af.

Potentiel bombe
John lever efter det budget, som Jan og Mette fra 'Luksusfælden', stillede op, og han forsøger endog at spare yderligere, for - som han siger - 'der er sket noget efterfølgende', der gør det nødvendigt for ham at opbygge en kapital til at undgå fremtidige katastrofer.

En potentiel bombe blev der løftet sløret for i slutningen af aftenens program, da det blev oplyst, at eks-konen har ansøgt om børnebidrag fra John på godt 1200 kr. om måneden.

Sagen behandles endnu i Statsforvaltningen, og kommer den frem til, at han skal betale, så gør han det naturligvis, men...

Se også: Luksusfælden: Nu er der penge på kontoen

- Jeg har også fortalt hende, at skal jeg det, så må hun også affinde sig med, at så snart pengekassen er tom, så er det ikke gælden til det offentlige, jeg undlader at betale. Så er det til huset, og så bliver hun trukket med ned.

Fortsat i forsvaret
- Jeg blev gal. Først går hun med til for rullende kameraer at give afkald på de 600 kroner, jeg betaler til børnenes daginstitution, og så måneden efter kommer hun og forlanger at få børnebidrag.

- Hvad er hendes forklaring?

- Hun mener jo, mit budget er nærmest luksuriøst.

John er fortsat ansat i forsvaret og har indtil videre skrinlagt planen om en elev-plads som elektriker.

- Det må vente til, at huset er solgt, og jeg kommer ind i en lejlighed i Næstved. Så kan jeg få børnene over på min adresse også. Så får jeg også støtte fra kommunen - også ud fra den betragtning, at jeg er under uddannelse. Men før huset er solgt, har jeg ikke råd til at gå ned på elev-løn.

105 kommentarer
Vis kommentarer