På sammenbruddets rand: Pengene vælter ud af min konto

Peter fra Bramming er ved at bukke under af økonomiske bekymringer

Peter og Anita lover at stå sammen om den hestekur, eksperterne disker op med. Foto: TV3
Peter og Anita lover at stå sammen om den hestekur, eksperterne disker op med. Foto: TV3

- Jeg har altid været en pleaser, siger den 40-årige slagter Peter fra Bramming i sæsonens sidste udgave af 'Luksusfælden' i aften.

Han er gift med den to år yngre sosu-assistent Anita, som ikke lægger skjul på, at hun er den spontane type, der pludselig får lyst til at bruge penge - og Peter er ikke i stand til at sige fra.

Sådan har det været, 'siden jeg flyttede hjemmefra som 21-årig', som han indrømmer, og det har nu bragt ham tæt på sammenbruddets rand.

- Sommetider må han ned på gulvet og ligge for at kunne trække vejret, og jeg må give ham noget vand, lyder det fra Anita.

TV3-eksperterne Mette Reissmann og Kenneth Hansen besøger parret for at få et overblik over situationen, og for Reissmann er der ingen tvivl.

- Alle faresignalerne er til stede. Du skal lære at sige fra. En dag rejser du dig ikke igen, får Peter at vide.

Peter og Anita har oparbejdet en gæld på 1,8 millioner kroner. Foto: TV3
Peter og Anita har oparbejdet en gæld på 1,8 millioner kroner. Foto: TV3
 

Otte børn og to huse
Parret har tilsammen otte børn, et af dem er sammen, resten er i et sammensurium af eks-forhold, og Peter ejer såmænd to huse.

Det ene sammen med en ekskone, som han og Anita bor i. Det andet ejer han alene, men det er udlejet og hviler dermed i sig selv økonomisk.

Men der holder også to biler i garagen, fordi det er bekvemt, når der skal hentes børn, hvor de nu opholder sig.

Der er nok at bruge penge på, og Peter er ved at gå til af bekymring over, hvordan det skal gå.

- Pengene vælter ud af min konto, beklager han sig.

Ryste sammen-ferie
Alligevel mente Anita da lige, de trængte til en 'ryste sammen'-ferie, så hun fik Peter til at skrive under på et køb af en campingvogn til 25.000 kr.

Hun er vant til at få sin vilje, og Peter er ikke mand nok til at sige fra af frygt for at miste hende, Indrømmer han selv.

Det skal der laves om på. Parrets gæld beløber sig til 1,8 millioner kroner, og det har lange udsigter med at blive gældfri - hvis ikke der tages drastiske skridt.

Spørgsmålet er, om parret er klar til at sælge husene og flytte i lejlighed til maks. 5000 kr. om måneden. Eller om de foretrækker bare at sælge det ene og bo i det andet.

Der skal træffes et valg, der har betydning for, hvornår de er gældfrie og dermed for alvor kan tage hul på et nyt liv sammen.

'Luksusfælden' i aften på TV3 kl. 20

116 kommentarer
Vis kommentarer