Deltager sviner 'Luksusfælden'

Programmet var bare interesseret i at lave 'godt tv', ikke i at fortælle sandheden, mener Katrine fra Odense

Katrine er ikke helt tilfreds med den behandling, hun fik af eksperterne Jan og Carsten. (Foto: TV3)
Katrine er ikke helt tilfreds med den behandling, hun fik af eksperterne Jan og Carsten. (Foto: TV3)

Aftenens deltager i 'Luksusfælden', Katrine Daugaard Christensen, sender nu en sviner imod eksperterne i almindelighed og programmet i særdeleshed.

'Programmet slutter af med, at jeg gøres til en dum tøs, der ikke har forstået noget, da jeg har brugt 1500 kroner for meget. Men nu optog de lige op til jul, som selvsagt ikke er gratis, og begge mine børn havde fødselsdage i den måned'.

'Desuden har de valgt ikke at vise, at jeg fik solgt alle mine ting og dermed sparede 23.000 kr. op på en måned til skattegælden. Hele skattegælden blev betalt samme dag, de forlod mig', skriver den 33-årige odensianer i en erklæring til Ekstra Bladet.

Katrine Daugaard Christensen fortæller, at programmet klipper i sætningerne, så det passer ind i producentens kram - også selvom det i flere tilfælde gav direkte forkert mening.

Realistisk budget
F.eks. havde hun sagt, at hun var åben for at finde en billigere bolig, og at hun også ledte efter en. Men det blev så kædet sammen med et nej til en to-værelses i Volssmose og brugt som svar på spørgsmålet om 'det var en mulighed at flytte'.

'Sandheden er, at de satte et scenarie op, der sagde, 'du skal flytte, opsige internet, telefon, privatskole, SFO, afskaffe husdyr og tv, ellers kan vi ikke hjælpe dig. Til gengæld bliver du gældfri om fem år'. Men jeg har fra starten understreget, at jeg ikke var interesseret i at blive hurtig gældfri, men jeg ønskede et budget, der var realistisk samt et billigere banklån'.

Se også: Luksusfælden: Kom så på knæ, Allan

 

Katrine er den nye sangerinde i Fede Finn & Funny Boyz. (Foto: TV3)
Katrine er den nye sangerinde i Fede Finn & Funny Boyz. (Foto: TV3)
 

'Derudover ønskede jeg hjælp til min skat og hjælp til at regne ud, hvordan  man undgår smæk i boligsikring , skat mv.  Den  hjælp har jeg ikke fået, for det var, som de sagde, 'kedeligt tv'.

Valgt af Fede Finn
Ifølge Katrines udlægning var eksperterne ikke i tvivl om, at hun sagtens kunne vende skuden - 'du er ikke i nærheden af, hvad vi er vant til at se. Du har aldrig misset i afdrag, og dine kreditorer ved, at de nok skal få deres penge'.

Det var dog kun noget, der blev sagt, når kameraerne var slukkede.

Se også: Luksusfælden: Sådan gik det Luna og Casper

Se også: Kristin fra Luksusfælden: Huset ikke solgt

En streg i regningen var det dog, at hendes 'bedste ven og tætteste kollega' valgte at fyre hende, fordi vedkommende mente, det var pinligt, hun deltog i 'Luksusfælden'.

'Så oveni jeg brugte en uges ferie på optagelserne, kostede det mig 150.000 kroner i indtægt at deltage.

Den information kom heller ikke med i udsendelsen.

Men intet er skidt, uden det er godt for noget. Fyringen gav Katrine startskuddet til at søge om det ledige job som sangerinde i party-bandet Fede Finn & Funny Boyz, og valget faldt på hende.

'Vi er i fuld gang med at indspille vores nye cd, som er spækket med gode sange. Vi er samtidig ved at optage vores egen reality-serie i fire afsnit, som bliver vist på TV2 Charlie senere på året. Vi har fuldt booket kalender, så vi glæder os til at komme rundt i Danmark og spille røven ud af bukserne'.

 

82 kommentarer
Vis kommentarer