23-årig model dræbt i flystyrt

Navnene på de seks personer, der mandag omkom i et flystyrt i Arizona, er blevet frigivet af myndighederne

Seks personer blev mandag dræbt i et flystyrt. Video: AP

Mandag aften styrtede et privatfly af typen Piper PA-24 Comanche ned på golfbanen Scottsdale Champions Golf Course i staten Arizona blot 15 minutter, efter det var lettet med kurs mod Las Vegas.

Flyet blev smadret til atomer, brød i brand - og både piloten og de fem passagerer blev dræbt på stedet. Det skriver blandt andre NBC.

Nu har Scottsdale Police Department overfor magasinet People bekræftet, at flere af de dræbte er kendte Instagram-personligheder.

Blandt andet er den 23-årige model Mariah Sunshine Coogan blandt de dræbte.

Coogans ven Ryan Beatty udtrykker overfor tv-stationen CBS sin store sorg over vennens død.

- Alle om bord på det fly var først lige ved at komme i gang med livet, hun havde så meget at se frem til, en lysende fremtid. Jeg er virkelig trist over at se det ske, siger han.

Happy
Udover Coogan var 26-årige Anand Patel også blandt de dræbte. Patel, der blandt venner gik under navnet 'Happy' var en iværksætter, der kom til USA fra Indien for små 10 år siden for at gå på college.

Patel, der havde sit eget tøjfirma, var kendt som såkaldt 'influencer' på Instagram, hvor flere end 44.000 fulgte med i hans gøren og laden.

- Min bror døde, mens han gjorde det, han elskede mest, hvilket var at være sammen med sine venner og flyve, siger hans tvillingebror Akash ifølge KPHO-TV

Årsagen til flystyrtet er endnu ukendt og efterforskes af The National Transportation Safety Board.