Ærlig filmstjerne indrømmer: Aner ikke hvad filmen handler om

Anthony Hopkins aner ikke, hvad 'Transformers: The Last Knight' handler om, men han havde det sjovt under optagelserne

Oscar-vinderen er med i den femte 'Transformer'-film fra Michael Bay

Se også: Sidse Babett benovet over at møde Hannibal Lecter

Den 79-årige skuespiller-veteran Sir Anthony Hopkins har været så mange år i branchen, at han ikke er bange for at sige sin mening og indrømme, når han er på glatis.

I et interview i forbindelse med filmen 'Transformers: The Last Knight', hvor han spiller overfor blandt andre Mark Wahlberg, indrømmer han nu, at han faktisk ikke anede, hvad han var med i.

- Det er meget kompliceret, og jeg må indrømme, at jeg ikke forstod det hele. Det eneste, jeg ved, er at jeg spillede en excentrisk britisk Lord. Jeg mødte op, iførte mig mit kostume, sagde mine replikker og undgik ballade, siger Hopkins om sin arbejdsfilosofi.

Går efter pengene
Den erfarne skuespiller har for øvrigt aldrig lagt skjul på, at han primært er i branchen for pengenes skyld.

Rådet om at gå efter pengene fik han af sin far, da Hopkins var i 20'erne og brugte sin tid på at spille teater.

- Og han havde ret. Han sagde til mig, at jeg skulle rejse til Hollywood som Richard Burton og tjene nogle penge. Det var derfor, jeg kom til Los Angeles for mange år siden (i midten af 1970'erne, red), og så blev jeg forelsket i solskinsvejret - det er et fantastisk sted at leve det gode liv, siger Anthony Hopkins til Event Magazine.

'Transformers: The Last Knight' har dansk premiere 21.juni.

11 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere