Afviser voldsom kritik

Anklageren i sagen mod Caroline Flack svarer på den kritik, der har haglet ned over ham siden hendes død

Tv-værten Caroline Flack tog sit eget liv i en alder af blot 40 år.

Det skete midt i et mediemæssigt stormvejr, hvor hun stod anklaget for at have udøvet vold mod sin egen kæreste, tennisspilleren Lewis Burton, hvilket få dage senere endte ud i, at hun måtte trække sig som vært på 'Love Island'.

Siden hendes alt for tidlige død har anklagemyndigheden været udsat for massiv kritik fra både fans, tv-personligheden Piers Morgan og Flacks bagland. Burton trak nemlig anmeldelsen tilbage, men det stoppede ikke anklagemyndigheden i at forfølge sagen.

I et stort interview med Wales Online forsvarer anklager Ed Beltrami nu beslutningen, som han stadig i dag mener var den rette.

- Faktum er, at fyren havde indgivet en anmeldelse, han havde ringet til politiet, han var rædselsslagen for, at han ville blive slået ihjel. Han var allerede blevet slået i hovedet med et våben i form af en lampe, der gav ham en flænge i hovedet, og hun havde allerede indrømmet sin skyld over for politiet på stedet, siger Ed Beltrami og tilføjer:

- Men det er indlysende, at når du tager den beslutning at fortsætte med sagen, har du absolut ingen idé om, at den anklagede vil tage sit eget liv. Du kan umuligt forudse sådan noget.

Se også: Tv-vært fundet død: Familien deler hendes sidste ord

Caroline Flack var en gigant i britisk reality-tv, hvor hun kunne skrive værtsroller i 'I'm a Celebrity... Get Me Out of Here NOW', 'X Factor' og naturligvis 'Love Island' på cv'et - for blot at nævne få.

Blandt andre Flacks bagland har kritiseret den offentlige anklagemyndighed for kun at gå efter Flack, fordi hun var kendt, og man har angrebet dem ved at påstå, at de ønskede at køre en sag i offentlighedens søgelys.

Det afviser Beltrami.

- Der er ikke særligt mange anklagere, der ønsker en sag i offentligt skue, siger han og fortsætter:

- De fleste vil bare passe deres arbejde.

Se også: 40-årig tv-vært død: Nu raser hendes kollegaer

Han mener ikke, at man fra anklagerens side kunne have ageret anderledes end at fortsætte sagen.

- Lad os antage at man havde truffet beslutning om ikke at fortsætte, som vi kunne have gjort, og hun går tilbage til livet med sin kæreste. Hendes temperament koger over igen, hun slår ham lidt hårdere med en lampe eller andet, og han dør. Hvordan ville det se ud?

- Du trækker dig ikke ved de mindste opståede problemer, siger Ed Beltrami.

Har du selvmords-tanker

Du kan kontakte Livsliniens anonyme selvmordsforebyggende rådgivning på:

Telefon: 70 201 201 hver dag kl. 11.00-04.00.

Chat: mandag og torsdag kl. 17.00-21.00 og lørdag kl. 13.00-17.00 via www.livslinien.dk

Netrådgivning: Hver dag via www.livslinien.dk

Livsliniens 220 frivillige rådgivere besvarer hvert år mere end 16.000 henvendelser fra personer med selvmordstanker eller i anden alvorlig livskrise.

Har du akutte selvmordstanker, skal du kontakte Livslinien, din regionale psykiatriske skadestue, egen læge, lægevagten (i Region Hovedstaden 1813) eller 112.