Carey: Det knuser mit hjerte

Mariah Carey er ødelagt over den evige rival Whitney Houstons død

I starten af 90'erne var der to stemmer, som prægede hitlisterne.

Den ene tilhørte sukkersøde Mariah Carey og den anden kom fra struben på den mere soulsøgende Whitney Houston.

De færreste havde nok regnet med, at de to grotesk talentfulde divaers intense interne konkurrence skulle ende med den enes død, før de blev endeligt forenet, men natten til søndag, dansk tid, døde Whitney Houston af endnu ikke oplyste årsager.

Mariah Carey har efterfølgende åbnet sit hjerte omkring det tab, hun mener verden har mistet i forbindelse med Whitney Houstons død.

- Hjerteknust og i tårer over på chokerende vis at have mistet min ven, den usammenlignelige Whitney Houston, skriver Carey på sin Twitter-profil.

- Jeg kondolerer af hele mit hjerte til Whitneys familie og hendes millioner af fans i hele verden, tweeter Mariah Carey.

- Hun vil aldrig blive glemt som en af de største stemmer, som nogensinde har velsignet verden, siger divaen.

0 kommentarer
Vis kommentarer