Robert Downey Jr. er blevet far igen

Sherlock Holmes-stjernen Robert Downey Jr. har fået en søn. Drengen har fået navnet Exton

Robert Downey Jr. er blevet far igen. (Foto: AP)
Robert Downey Jr. er blevet far igen. (Foto: AP)

I en alder af 46 år kan stjernen fra 'Sherlock Holmes' og 'Iron Man', Robert Downey Jr., kalde sig far for anden gang. Hans kone, Susan Downey, fødte en dreng tirsdag morgen amerikansk tid, skriver hjemmesiden People.com.

Downey Jr. har i forvejen sønnen Indio på 18 år fra et tidligere forhold.

Helt i tradition med navngivningen af spædbørn i Hollywood har det seneste medlem af Downey-klanen fået et noget særpræget navn. Sønnen er kommet til at hedde Exton Elias Downey.

Skuespilleren, der gentager sin rolle som Iron Man i den kommende film 'Avengers', var i forvejen kommet til at afsløre, at det netop var en dreng, parret ventede. Det vakte bestemt ikke tilfredshed hos konen.

Afslørede kønnet
- Jeg kan aldrig forblive sur på ham i lang tid af gangen, men det var bestemt ikke noget, vi planlagde at afsløre, lød det tilgivende fra Susan Downey.

Derfor var det også vigtigt for den tidligere skandaleombruste skuespiller at holde tæt med sønnens navn. Altså indtil nu.

- Hvis jeg afslørede navnet, ville Susan kappe mit hoved af med en machete, drillede han.

Robert Downey Jr. har været gift med Susan Downey siden 2005.

0 kommentarer
Vis kommentarer