Elton John vil spilles af Timberlake

Sangeren Elton John arbejder på en biografi, og hans favorit til hovedrollen er kollegaen Justin Timberlake

Elton Johns liv skal filmatiseres. (Foto: AP/Tony Avelar).
Elton Johns liv skal filmatiseres. (Foto: AP/Tony Avelar).

'Rocket Man' har ført dem sammen før, og står det til 64-årige Elton John, så genetableres samarbejdet med Justin Timberlake. John er nemlig i gang med en selvbiografi og vil have Timberlake i den filmatiserede hovedrolle.

- Jeg har en liste over folk, jeg gerne vil have til at spille rollen. Nummer et på listen er Justin Timberlake, fordi han har spillet mig før i David LaChapelles video til 'Rocket Man', og jeg synes, han var fantastisk, siger Elton John til avisen Los Angeles Times.

Se også: Elton John til kamp mod homo-had

Og sangerens fans skal ikke vente længe, for afsløringen af biografien og hovedrolleindehaveren bliver offentliggjort om meget kort tid.

- Det er på vej. Vi annoncerer det meget, meget snart. Vi har allerede en instruktør, Lee Hall, så nu handler det bare om at få skrevet manuskriptet præcis, som vi gerne vil have det, siger sangeren.

Udelukker ikke nye sange
Elton John vil ikke udelukke, at der kan dukke nogle helt nye sange op i musicalbiografien. Han kan dog udelukke, at det bliver en faktuel historie om hans liv:

- Det bliver med et surrealistisk blik på mit liv, for mit liv er ikke en normal biografifortælling. Sådan har mit liv bare ikke været, siger han.

Den britiske sanger er nomineret til en Golden Globe for sin sang 'Hello, Hello' fra filmen 'Gnomeo & Juliet'. Priserne uddeles den 15. januar.

0 kommentarer
Vis kommentarer