Michael Caine: Min far troede jeg var bøsse

Oscar-vinderens far troede, at han var homoseksuel, da han fortalte, at han ville være skuespiller.

Den 80-årige skuespiller chokerede sin far, da han valgte profession. (Foto: Chris Pizzello/AP)
Den 80-årige skuespiller chokerede sin far, da han valgte profession. (Foto: Chris Pizzello/AP)

Den 80-årige Michael Caine har gennem sin lange karriere høstet anerkendelse og priser. Men fordomme har han ikke helt sluppet udenom.

Da han som ung fortalte sin far, at han gik efter en karriere som skuespiller, blev han mødt med en fordom om, at han skulle være homoseksuel.

- Da jeg fortalte min far, at jeg ville være skuespiller, sagde han ikke et ord. Men jeg kunne se på hans ansigt, at han troede, jeg var bøsse. På det tidspunkt var der mange homoseksuelle på teatret. Men jeg var ikke bøsse, siger Michael Caine til magasinet Esquire.

Var genert som barn
Den 80-årige Caine er kendt for at spille karakterer med selvtillid, men i interviewet med Esquire afslører den britiske skuespiller, at det forholdt sig helt anderledes i barndommen. Han holdt sig nemlig helst for sig selv.

- Jeg var det mest generte barn. Hvis der kom fremmede ind i vores hus, så gemte jeg mig, hver gang lejligheden bød sig, siger han til magasinet.

Michael Caine har vundet to Oscar-priser for bedste mandlige birolle: I 1986 vandt han for filmen "Hannah og hendes søstre", og han vandt en pris for filmen "Æblemostreglementet" i 1999.

0 kommentarer
Vis kommentarer