Whitney er landet

Sangerinden lignede mere en bedstemor end en popstjerne da hun sent på eftermiddagen tjekkede ind på D'angleterre i København

Whitney Houston hastede forbi fotograferne da hun landede i København sent onsdag eftermiddag. (Foto: Claus Bjørn Larsen)
Whitney Houston hastede forbi fotograferne da hun landede i København sent onsdag eftermiddag. (Foto: Claus Bjørn Larsen)

Det var med elendige anmeldelser i bagagen, at Whitney Houston sent onsdag eftermiddag landede i København, forud for koncerterne i Forum torsdag og fredag.

Ifølge bulletinerne fra Tyskland, hvor den 46-årige sangerinde har huseret den seneste uge, skulle hendes tidligere så store stemme nu mere have karakter af en forkølet trompet. Til gengæld fungerer pop-legendens bentøj aldeles fortrinligt.

Da Whitney tjekkede ind på Hotel D'angleterre spurtede hun adræt forbi de ventende fotografer uden at ville svare på spørgsmål.

Trods det sommerlige vejr var superstjernen pakket godt ind - både i hærdebrede bodyguards, samt trøje, jakke og filthat.

Aldrende bedstemor
Verdensstjernen kunne såmænd snildt være gået for en aldrende bedstemor. Intet afslørede at der her var tale om en kvinde, der gennem det sidste årti har ryddet et hav af forsider på grund af sin skandaløse optræden og afhængighed af stoffer.

Skal man tro meldingerne fra Tyskland har den vilde livsstil da også sat sit præg på stemmen.

Da sangerinden lørdag gav koncert i Frankfurt gik hun i stå og måtte afbryde mega-hittet 'I Will Always Love You' da vokalen svigtede.

Episoden er blot en af mange skandaler under popstjernens verdensomspændende tourné, hvor publikum har udvandret og anmeldere raset over Whitneys matte præstationer på scenen.

Torsdag og fredag kan det danske publikum selv vurdere legendens aktuelle form når Whitney giver koncert i Forum. Det er stadig muligt at købe billetter til seancerne.

0 kommentarer
Vis kommentarer