Robbie-frieri var kun en spøg

Det var kun for sjov, da Robbie Williams friede til sin kæreste, Ayda Fields, i radioen. Forlovelsen er aflyst

Robbie Williams skal ikke giftes alligevel. (Foto: AP)
Robbie Williams skal ikke giftes alligevel. (Foto: AP)

Robbie Williams skal alligevel ikke giftes med kæresten Ayda Fields. Den britiske popstjerne friede ellers til Ayda for åben mikrofon i radioen tidligere i dag, men det var kun en spøg.

Det fortæller en talsmand for Robbie Williams nu, og der er igen håb for håbefulde pigehjerter, som drømmer om at slå en klo i den engelske charmetrold.

- Han sagde det rigtig nok, men han gjorde det på en spøgefuld måde. De er ikke forlovet, fortæller talsmanden ifølge mirror.co.uk.

Det var på den australske radiostation 2Day FM, at Robbie spurgte kæresten Ayda Fields, om hun ville gifte sig med ham. Ayda, der også var i studiet, svarede ja, og derfor regnede alle med, at forlovelsen var en realitet.

Det var radioværten Jackie Henderson, der gjorde den som Kirsten giftekniv i showet. Hun fortalte parret, at mange berømtheder havde friet i Sydney. Det fik Robbie Williams til at spørge Ayda, og efter en lang pause gav hun ham sit ja.

Robbie Williams har siden 2007 holdt lav profil i offentligheden, efter han blev udskrevet fra en afvænningsklinik i Arizona. Her blev Robbie behandlet for sin afhængighed af stoffer.

I forbindelse med sin rejse til Australien, hvor han er for at promovere sit nye album, "Reality Killed the Video Star" - hans første i tre år, har Robbie fortalt, at han stadig frygter et tilbagefald til stofferne.

Derfor har han afvist, at der lige foreløbig kommer nogen stor Robbie Williams-turné. Livet "om the road" er ifølge Robbie Williams så kedeligt og ensomt, at faren for at forfalde til stoffer igen er for stor.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere