Berlusconi årets rockstjerne

Italiens skandaleombruste premierminister Silvio Berlusconi er blevet kåret til årets rockstjerne af magasinet Rolling Stone

Italiensk milliardær og regeringsleder Silvio Berlusconi. (Foto: AP)
Italiensk milliardær og regeringsleder Silvio Berlusconi. (Foto: AP)

Premierminister, mangemillionær, mediemogul, korruptionsmistænkt, kvindeforfører - og nu også årets rockstjerne.

Italiens premierminister Silvio Berlusconi pryder storsmilende den italienske december-udgave af det legendariske musik- og livsstilsmagasin Rolling Stone, hvis redaktion var enig om det opsigtvækkende valg af den 73-årige regeringsleder.

- Silvio Berlusconi magter som ingen anden at befinde sig i rampelyset og skille sig ud med sin livsstil, der er de største rockstjerner værdig, lyder magasinets begrundelse.

Premierministeren, der selv har udtalt, at han ikke er 'nogen engel', formåede at holde berømtheder som USA's præsident Barack Obama og Paven bag sig i kampen om titlen som årets rockstjerne.

- Folk som Rod Stewart, Brian Jones og Keith Richards fra de gyldne dage er små børn i forhold til Berlusconi. Michael Jacksons Neverland-ranch er et lille loftsværelse sammenlignet med Villa Certosa (Berlusconis sommerresidens) og så videre, siger chefredaktøren for Rolling Stone i Italien, Carlo Antonelli, i en pressemeddelelse.

På ægte rockstjernemanér har Berlusconi i løbet af året været involveret i en sexskandale, der involverede adskillige unge kvinder.

En prostitueret fortalte endda, at hun brugte en nat i Rom sammen med manden, der altså nu kan kalde sig årets rockstjerne.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere