Politikers frække datter anholdt

For fem år siden skabte hun røre ved filmfestivalen i Cannes i en gennemsigtig kjole. Nu er John Kerrys datter blevet anholdt for spritkørsel

Den tidligere præsidentkandidat i USA John Kerrys datter Alexandra er blevet anholdt for spritkørsel. Det skete torsdag i Hollywood, da hun blev vinket ind til siden af politiet, som mistænkte hende for at have fået for meget at drikke.

Alexandra Kerry nægtede ifølge celebrityhjemmesiden TMZ.com at blæse i alkometeret, og hun blev derfor anholdt og taget med på stationen. Her fik hun taget en blodprøve, som viste en promille lige under det tilladte.

Efter resultatet fra blodprøven blev Alexandra Kerry løsladt. Hun måtte dog først hoste op med en kaution på 5000 dollar, før hun igen kunne nyde den friske luft.

Selv om promillen lå under det tilladte, må politiet godt anholde folk på mistanken om spritkørsel.

- Det kommer an på betjentenes vurdering i situationen, siger politiets talsmand Gus Villanueva.

Sagen er nu overdraget til anklagemyndigheden, som skal vurdere, om der skal rejses tiltale mod Alexandra Kerry. Det kan blandt andet ske, hvis man vurderer, at promillen på et tidspunkt har været højere end det tilladte.

Alexandra Kerry gør sig normalt som filminstruktør. Men det var ikke på grund af sine film, hun tilbage i 2004 vakte opsigt ved filmfestivalen i Cannes.

På det tidspunkt var hendes far godt i gang med at føre valgkamp mod den dengang siddende præsident George W. Bush. Og det fik mange til at løfte brynene en ekstra gang, da hun viste sig ved festivalen.

Alexandra Kerry var nemlig aldeles udfordrende påklædt i en gennemsigtig kjole. Og da hun samtidig ikke gik med bh, var der frit udsyn til kandidatdatterens ypperligheder.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere