Finanskrisen gør stjernerne arbejdsløse

Finanskrisen presser også Hollywood, hvor filmlærredets højest betalte stjerner falder for sparekniven og billigere stjerner er i højere kurs

Jim Carrey er en af dem, der kan mærke finanskrisen kradse. (Foto: AP)
Jim Carrey er en af dem, der kan mærke finanskrisen kradse. (Foto: AP)

A-liste skuespillere som Brad Pitt og Angelina Jolie skal enten anskaffe sig rundsave på albuerne i kampen om filmrollerne eller smække benene op og vente på bedre tider.

Finanskrisen får producenterne i Hollywood til at overveje billigere arbejdskraft end de helt store stjerner og vende blikket mod nye stjernefrø. Og det har vist sig at være en opskrift på succes - og indtjening.

Det er nemlig ikke de store stjerner, der får familier til at forlade sofahjørnet til fordel for biograferne. Jim Carreys julekomedie 'Carrol', der kostede 175 millioner dollar at producere, har indtil videre kun indtjent 30 millioner dollar i USA.

Det er langt under forventningerne og langt fra et enestående tilfælde. For nylig har film med så prominente navne som Bruce Willis, Adam Sandler, Julia Roberts og Eddie Murphy på rollelisten floppet fælt.

Ukendte skuespillere trækker
For at gnide salt i såret på de etablerede stjerner har film med lave budgetter og ukendte skuespillere fået folk til at valfarte til biograferne.

Film som 'The Hangover', 'District 9' og 'Paranormal Activity' har alle tjent langt over forventningerne, og fælles for dem er, at der i ingen scener optræder store berømtheder.

Også vampyrsagaen 'Twilight' er et eksempel på en film, der på trods af et forholdsvis lavt budget har haft en imponerende indtjening. I 2008 indspillede den 384 millioner dollar.

Det har kostet 50 millioner dollar at producere efterfølgeren 'The Twilight Saga: New Moon', og udbydere af biografbilletter siger, at filmen har skabt en hidtil uset efterspørgsel på billetter før premieren.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!