Rihanna udnævnt som 'Årets kvinde'

R'n'B-sangeren Rihanna er udnævnt som en af årets kvinder af magasinet Glamour, fordi hun har talt ud om at blive banket af ekskæresten Chris Brown

Tillykke til Rihanna. (Foto: AP)
Tillykke til Rihanna. (Foto: AP)

R'n'B-stjernen Rihanna er kommet i fornemt selskab med den amerikanske førstedame, Michelle Obama, og den britiske designer Stella McCartney som begge også er udnævnt til "Årets Kvinder".

Det er magasinet Glamour, som hvert år hædrer kvinder, der har ydet en vigtig indsats inden for underholdning, erhvervsliv, sport, mode, forskning og politik.

21-årige Rihanna får tildelt titlen som Årets Kvinde, fordi hun har opfordret andre kvinder til at bryde ud af voldelige forhold.

Rihanna, der kommer fra Barbados og har hittet stort med sange som "Umbrella" og Disturbia", fik i februar tæsk af sin daværende kæreste, sangeren Chris Brown. Dennes stjerne dalede kraftigt efter overfaldet. Han blev siden idømt fem års betinget fængsel og samfundstjeneste og har nu forbud imod at nærme sig ekskæresten, som han offentligt har undskyldt over for.

I sidste uge talte Rihanna så ud om sine oplevelser i tv-programmet "Good Morning America".

Her advarede hun andre kvinder, der bliver udsat for kærestevold, mod at lade sig forblænde af kærligheden og se igennem fingre med volden.

- Det er helt normalt at vende tilbage. Du begynder at lyve for dig selv, sagde den 21-årige sangerinde.

Blandt de andre prismodtagere til "Årets Kvinde" i år er tennisstjernen Serena Williams, den amerikanske FN-ambassadør Susan Rice og den californiske guvernør Arnold Schwarzeneggers hustru, Maria Shriver.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere