Ronald Reagan går igen

Præsidentens enke Nancy Reagan afslører, at hun ser Ronald Reagan om natten, og så taler hun til ham

Nancy Reagan ved sin mands båre, da Ronald Reagan blev begravet 9. juni 2004(Foto: AP)
Nancy Reagan ved sin mands båre, da Ronald Reagan blev begravet 9. juni 2004(Foto: AP)

Det er fem år siden, ex-præsident Ronald Regan døde.

Men hans enke, Nancy, ser ham stadig. Han går nærmest igen i hendes liv, afslører hun i et interview med det amerikanske magasin Vanity Fair.

- Det lyder mærkeligt, men ... Jeg ser Ronnie. Om natten, hvis jeg vågner, tror jeg, at Ronnie er der, og så begynder jeg at tale med ham. Det er ikke så vigtigt, hvad jeg siger. Men sagen er, at jeg tror, han er der. Og jeg ser ham, siger Nancy Reagan.

Den i dag 87-årige Nancy Reagan var ved sin mands side stort set hele den otteårige periode, hvor Ronald Reagan var præsident i USA, fra indsættelsen i januar 1980.

Det var en periode, der var præget af uforsonlighed mellem øst- og vestblokken i den kolde krigs æra, men det var også, med Reagan og Sovjetunionens præsident Mihail Gorbachov som drivkræfterne, nogle år, der ledte vej til større forståelse og - ikke mindst - nedbrydningen af Østblokken og Murens Fald i Tyskland.

- Jeg savner Ronnie meget - forfærdelig meget, gentager hun flere gange i interviewet.

- Folk siger, at det bliver nemmere. Nej, det gør det ikke, siger hun om savnet.

Omkring den aktuelle situation i amerikansk politik fortæller Nancy Reagan, at hun stemte på republikanernes kandidat John McCain ved det seneste valg, men at Barack Obamas sejr var ganske velfortjent.

- Jeg synes, Obama kørte den bedste kampagne, jeg nogen sinde har set. Disciplineret, velorganiseret og meget, meget god. Jeg var meget imponeret, siger fru Reagan.

Hun har i løbet af foråret blandt andet haft en længere snak over telefonen med Michelle Obama, der ringede fru Reagan op for at få et par gode råd om det at være USA's First Lady.

- Vi havde en rigtig dejlig snak, siger Nancy Reagan.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere