Geldofs ægteskab slut efter 96 dage

Peaches Geldof, 19 år, forvirret teenager, undertøjsmodel og datter af musikeren Bob Geldof, skal nu skilles fra sin mand gennem lige rundt tre måneder

Geldof og Drummey synes ikke længere, at det er så yndigt at følges ad. Hun gør i hvert fald ikke. (Foto: All Over Press)
Geldof og Drummey synes ikke længere, at det er så yndigt at følges ad. Hun gør i hvert fald ikke. (Foto: All Over Press)

Ak ja. Endnu engang brister den illusion, som kærligheden til tider viser sig at være, for et ungt, håbefuldt ægtepar.

Ægteskabet mellem den 19-årige undertøjsmodel Peaches Geldof og antropologen / musikeren Max Drummey er nemlig tilsyneladende så godt som slut.

Og det, efter at parret havde klaret sig gennem både den svære tid, der jo altid følger lige efter et bryllup, de velkendte 6-, 7- og 8-ugers kriser og helt op til, da de for kort tid siden kunne fejre deres tre måneders bryllupsdag.

Efter en langvarig forlovelse – parret havde kendt hinanden i næsten fire uger, inden det velplanlagte bryllup i kærlighedens by, Las Vegas - sagde de to ja til hinanden i en romantisk ceremoni, der tog så lang tid som 15 minutter.

Ifølge den britiske avis The Sun, så havde det unge par ikke havde nogen vidner med til vielsen, og fotografen måtte derfor træde til og brudgommen var iført solbriller, som han ikke tog af en eneste gang under selve brylluppet.

Kærligheden er slut
Men nu er kærligheden altså slut. Efter en række skænderier i parrets hjem i New York, rejser den unge Geldof nu til England, for at få sine advokater til at fikse en skilsmisse. Det skriver en anden britisk avis, The Daily Mail.

- Hun er pludselig vågnet op, og har indset, at ægteskabet var en kæmpe fejltagelse, og at Max ikke er hendes drømmefyr. Hun er ikke lun på ham mere, og vil bare videre. Bare have en skilsmisse og finde en ny kæreste, så simpelt er det, siger en kilde tæt på Peaches til avisen.

Det ønske er dog ifølge kilden ikke ligefrem delt af Geldofs 24-årige kæreste Drummey:

- Max er helt ødelagt. Han har virkeligt kæmpet igennem de sidste tre måneder, og troede på, at deres ægteskab var noget der skulle holde. Men Peaches har nu knust hans drømme.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!