Ledgers eks tosset på paparazzier

Michelle Williams taler for første gang siden ekskærestens Heath Ledgers død ud om, hvordan det er at blive forfulgt af paparazzier med en treårig pige på armen

Michelle Williams er ked af, at hun og datteren oplever at blive forfulgt efter Heath Ledgers død. (Foto: AP)
Michelle Williams er ked af, at hun og datteren oplever at blive forfulgt efter Heath Ledgers død. (Foto: AP)

Siden Heath Ledger blev fundet død i sin lejlighed i januar måned i år efter en fatal cocktail af forskellige piller, har hans ekskæreste Michelle Williams nægtet at tale med pressen.

Det har dog ikke afholdt fotografer og journalister i forsøget på at fange den tidligere 'Dawsons Creek'-stjerne og få en kommentar eller et billede.

Michelle Williams står nu frem i Newsweek og fortæller om, hvordan det har været at være jaget vildt sammen med treårige Matilda, som hun fik sammen med Heath Ledger, mens de to stadig var sammen i 2005.

- Det brænder indeni mig. Det lort, jeg har set folk gøre for at komme tæt på mig og min datter, kommer jeg aldrig til at glemme, siger hun.

- Jeg vil ikke have, at min datter skal vokse op og føle sig udspioneret eller truet, uddyber Michelle, der ikke kan forstå, at folk har brug for så mange billeder af hende med en kop kaffe i den ene hånd og datteren Matilda i den anden.

Vil droppe skuespillet
Michelle Williams husker især en kvindelig fotograf, som hun flippede ud på.

- Jeg sagde til hende, 'Du er bedre end det. Se på dig selv. Du er ung, du har en gnist i dine øjne. Du er hævet over dette.' Men ved du hvad? Hun gik ikke væk, beretter Ledgers eks.

Michelle Williams er så træt af paparazzierne, at hun overvejer helt at droppe sin karriere, hvis det er det, der skal til for at få sit liv tilbage.

- Jeg ville være ked af det. Det har reddet mig igen og igen. Det har givet mig selvtillid og en god selvfølelse. Jeg elsker det, og nu følger dette så med som bagage.

Foreløbig tager hun et år fri for at koncentrere sig om at være Matildas mor, mens hun fortsat forsøger at komme sig over Heath Ledgers død.

- Det er så trist. Sorgen er som en flod. Det er en underlig ting at sige, for jeg er af hjerte en optimistisk person. Men på mange måder bliver det bare værre. Jo længere tid, der går, jo mere savner du en person, siger Michelle Williams.

Hun og Heath Ledger var sammen i tre år, før de i 2007 gik fra hinanden.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!