Frede og Mary: Danskerne dovne og fede

Opsang fra kronprinseparret: Kom så op af lænestolen

Vi er glade for at kunne motivere unge og til dels voksne med vores egne idrætsglæder, siger kronprins Frederik, der bl.a. har gennemført flere maratonløb. (Foto: Jens Dresling)
Vi er glade for at kunne motivere unge og til dels voksne med vores egne idrætsglæder, siger kronprins Frederik, der bl.a. har gennemført flere maratonløb. (Foto: Jens Dresling)
I august rev kronprinseparret 14 dage ud af kalenderen for at følge de Olympiske Lege i Athen fra første parket.

Frede og Mary er vilde med idræt, og deres største ønske er, at flere danskere ville dele deres interesse for sport, afslører de i et interview i Danmarks Idræts Forenings blad 'Idrætsliv'.

Danskerne er nemlig blevet for fede og dovne, mener Frede og Mary. Faktisk er det blevet så slemt, at selve folkesundheden står på spil, mener de.

- Diabetes, gammelmandssukkersyge, er næsten blevet en folkesygdom, selvom det måske er hårdt at sige det, siger Frede til bladet.

- Vi er efterhånden ved at blive for langsomme og dovne, desværre. Og når vi bliver dovne, bliver vi tit overvægtige, også fordi vi sjusker med vores spisevaner. For eksempel når vi alt for hurtigt tager, hvad der står lige foran os. De gode vaner er noget, man skal have fat i helt fra barnsben af, fortsætter Frede.

Tag trapperne
Kronprins Frederik har i et halvt år fulgt professor Bengt Saltins arbejde på Center for Muskelforskning. Saltin har forsket i sammenhængen mellem fysisk aktivitet, kost og geners betydning for livsstilssygdomme.

- Det er så lidt, der skal til. To gange 15 minutter om dagen, hvor man for eksempel går op ad trapperne i stedet for at tage elevatoren. Når man er lige på vippen til at få diabetes, betyder det ret meget, siger Frede.

Ifølge Frede og Mary skal de gode vaner grundlægges allerede i folkeskolen, samtidig med at sundhedsmyndighederne går forrest med jævnlige kampagner for en sund livsstil.

- Når der bliver dyrket idræt i folkeskolerne, skal det ikke bare være efter børnenes vilje, det vil sige kun to sportsgrene, som har med bold at gøre. Der skal laves teknisk sport, hvor man får hele kroppen i brug. Det er utroligt vigtigt, og det er noget, alle bør bakke op om, siger han.

Giver energi
Mary understreger, at hendes og Fredes glæde ved sport forhåbentlig kan inspirere en masse mennesker.

- Dermed ser folk, at vi bliver glade og får energi af at dyrke sport. Vi viser, at vi finder tiden til det, påpeger hun -og bliver suppleret af Frede:

- Der skal et signal til fra et vist niveau i samfundet. Man skal helt op i de to sektorer for undervisning og sundhed, for at det ligesom bliver hver mands eje. Vi er glade for at kunne motivere unge og til dels voksne med vores egne idrætsglæder. Med dette voksende samfundsproblem kan vi ikke bare sige: 'Kom nu med ud at løbe og spis gulerødder og jordbær'. Der må være en linje, som man skal lægge helt fra starten af i folkeskolen, hvor man siger, at idræt skal fremhæves mere, end tilfældet er i dag, mener Frede.

Kronprinsen har altid været vild med sport, og sidste år blev han sammen med gasterne Lars Hendriksen og Kasper Harsberg nummer fire ved europamesterskaberne i drage-sejlads.

Men også på det mentale plan har idræt været vigtig for kronprinsen, der aldrig har været den 'boglige' type.

Faldt af hesten
- De seneste 15 år har jeg virkelig bygget en søjle op omkring min tilværelse, som i høj grad tager udgangspunkt i en form for idræt eller fysisk udfoldelse.

Mary har det på samme måde:

- For mig er det også en måde at komme væk fra det hele. Når man rider, løber, svømmer eller spiller tennis, så glemmer man alt andet. Og det er vigtigt for alle, synes jeg.

På spørgsmålet om deres værste oplevelser med idræt tænker de sig længe om. Frede har deltaget i et par maratonløb, hvor han er løbet ind i 'muren', men alligevel har kæmpet sig igennem.

Og Mary har oplevet, at hun ikke altid var helt enig med sin hest:

- Jeg er selvfølgelig faldet af hesten et par gange, men det var aldrig rigtig slemt. Det var mere pinlige end dårlige oplevelser. Måske var det værste til en springkonkurrence, hvor jeg sprang før hesten, og så satte han bremserne rigtig hårdt i, og jeg røg over hovedet på ham, rev bommene ned og landede med lænden på en af dem. Så lå jeg bare der og mærkede efter, om der var sket noget slemt med mig. Det var der heldigvis ikke, og så satte jeg mig op på hesten igen og fuldførte. Næste dag kunne jeg ikke gå, fortæller hun.
1 af 3 Mary håber, at hendes og Fredes glæde ved sport kan inspirere en masse mennesker til selv at komme i gang måske ved at tage cyklen i stedet for bilen. (Foto: Kim Rørsø)
2 af 3 Mary håber, at hendes og Fredes glæde ved sport kan inspirere en masse mennesker til selv at komme i gang måske ved at tage cyklen i stedet for bilen. (Foto: Kim Rørsø)
3 af 3 Vi er glade for at kunne motivere unge og til dels voksne med vores egne idrætsglæder, siger kronprins Frederik, der bl.a. har gennemført flere maratonløb. (Foto: Jens Dresling)
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen