Paul Walkers danske ven: Han havde et stort hjerte

Kim Kold spillede sammen med Hollywood-skuespilleren og blev hurtigt venner med ham på grund af fælles interesser

Kim Kold lærte Paul Walker at kende under optagelserne til 'Fast & Furious 6'. (Foto: Polfoto)
Kim Kold lærte Paul Walker at kende under optagelserne til 'Fast & Furious 6'. (Foto: Polfoto)

Den danske skuespiller og bodybuilder Kim Kold spillede med i 'Fast & Furious 6', der havde premiere i foråret. Her spillede han sammen med Paul Walker i flere scener og blev også hurtigt venner med Hollywood-stjernen uden for film-settet.

- Han var ikke bare en god kollega. Han blev også hurtigt en rigtig god ven. Vi delte flere interesser som for eksempel jagt, siger Kim Kold til Ekstra Bladet.

Se også: Lynhurtig Hollywood-stjerne dræbt i Porsche-ulykke

Han troede først, det var løgn, da han læste på nettet, at hans ven, Paul Walker, var død efter han sammen med en ven ramte et træ med en Porsche.

- Det er jo ikke første gang, han er blevet løjet død på de sociale medier, hvor en eller anden tosse har fundet på en historie. Jeg tænkte, at det ikke kunne passe. Men det gjorde det desværre. Det var en svær en at sluge, siger Kim Kold.

Se også: Hollywood sørger efter Paul Walkers død

Kim Kold er kendt for sin store størrelse - og for sin medvirken i blandt andet 'Ti timer til Paradis' og 'Fast & Furious 6'. (Foto: Polfoto)
Kim Kold er kendt for sin store størrelse - og for sin medvirken i blandt andet 'Ti timer til Paradis' og 'Fast & Furious 6'. (Foto: Polfoto)

Det danske muskelbundt kom hurtigt ind under Paul Walkers vinger på film-settet.

- Han var en stor hjælp for mig, fordi jeg var ny, men han tog sig af mig på settet, lærte mig flere ting og fik mig meget i balance. Han fik mig til at give mig 110 procent. Det smittede af på resten af settet, når han var der. Der var en stor respekt omkring ham, når han var til stede, fortæller han.

Se også: 'Fast & The Furious 6': Danske Kim brækkede næsten min arm

Siden optagelserne af action-filmen, hvor også stjerner som Vin Diesel og Dwayne 'The Rock' Johnson spillede med, har Kim Kold og Paul Walker holdt kontakten over email.

- Paul var et utroligt menneske på mange måder. Han havde et stort hjerte både over for sin familie og over for unge mennesker, der havde det svært. Han var et super godt menneske. Han var altid glad og hjælpsom. Kunne han gøre noget, gjorde gjorde han det. Han var et sublimt menneske, siger bodybuilderen og fortæller, at Paul Walker blandt andet brugte sit kendte ansigt i forbindelse med flere velgørende formål.

- Han var en stor stjerne og blev revet i fra mange sider om at støtte gode formål, og han gjorde virkelig, hvad han kunne.

Paul Walker mistede i går livet i en bilulykke lidt nord for Los Angeles. Han blev 40. (Foto: AP)
Paul Walker mistede i går livet i en bilulykke lidt nord for Los Angeles. Han blev 40. (Foto: AP)

Se også: Her er årets bedste danske film

Bilulykken skete efter, at Paul Walker havde deltaget i et velgørenhedsarrangement, hvor der blev samlet ind til børn, der var blevet ramt af supertyfonen Haiyan i Filippinerne. Bag arrangementet stod Paul Walkers egen hjælpeorganisation, Reach Out Worldwide.

- Hans største passioner var biler og unge mennesker. Det virker fuldstændig absurd, at det skulle koste ham livet, når han brugte så meget tid på netop de to ting, siger Kim Kold og tilføjer:

- Han var et utroligt menneske. Han var en ener.

Se også: Bodybuilder-sejr til dansk film

0 kommentarer
Vis kommentarer