Hollywood-legende død

Stjernen fra 'Lawrence of Arabia' blev 81 år

Peter O'Toole blev 81 år. (Foto: AP)
Peter O'Toole blev 81 år. (Foto: AP)

Skuespiller Peter O'Toole, der havde hovedrollen i storfilmen 'Lawrence of Arabia', døde søndag på hospitalet i London efter lang tids sygdom. Han blev 81 år, oplyser filmstjernens agent.

Peter O'Toole var nomineret til en Oscar-statuette otte gange – dog uden at vinde. Han blev alligevel en legende i Hollywood.

- Jeg har med stor bedrøvelse erfaret, at Peter O'Toole er død. Irland og verden har mistet en af giganterne på film og teater, siger den irske præsident Michael Higgins i et mindeord.

Peter O'Toole var i mange år plaget af et voldsomt forbrug af alkohol, som i lange perioder holdt ham væk fra teater- og filmverdenen.

O'Toole, der var født i Irland og voksede op i England, var en relativt ukendt teaterskuespiller, som tog et vellykket spring til filmen.

Han fik sit gennembrud på det store lærred i succesfilmen ’Lawrence of Arabia’ i 1962, hvilket indbragte ham den første Oscar-nominering.

Han blev siden nomineret til den eftertragtede filmpris for roller i Becket (1964), The Lion in Winter (1968), Goodbye, Mr. Chips (1969), The Ruling Class (1972), The Stunt Man (1980), My favorite Year (1982) og Venus (2006).

I 2003 blev han dog tildelt en æres-Oscar for sin imponerende filmkarriere.



Peter O'Toole fik sit gennembrud i storfilmen 'Lawrence of Arabia'. (Foto: AP)
Peter O'Toole fik sit gennembrud i storfilmen 'Lawrence of Arabia'. (Foto: AP)


1 af 2 Peter O'Toole i storfilmen 'Lawrence of Arabia'. (Foto: AP)
2 af 2 Peter O'Toole blev 81 år. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer