Komiker bliver far for første gang som 67-årig

Det er ingen joke: Den amerikanske skuespiller og komiker Steve Martin er blevet far i sen alder

Den 67-årige skuespiller og komiker Steve Martin er blevet far. (Foto: AP)
Den 67-årige skuespiller og komiker Steve Martin er blevet far. (Foto: AP)

Om det er en dreng eller pige vides ikke, men spasmageren Steve Martin skal i en alder af 67 år til at tage sig af en baby for første gang i sit liv.

Skuespillerens 41-årige hustru, Anne Stringfield, fødte barnet i december, men parret har holdt den glædelige nyhed for sig selv.

For nylig blev den lille familie dog spottet i nærheden af deres hjem i Los Angeles.

- Hvordan de har holdt det hemmeligt, er der ingen, som ved. Men Steve er en meget privat person, siger en bekendt af skuespilleren til New York Post.

Martin har dannet par med Anne Stringfield siden 2007. Det er anden gang gang, han er gift. Hans første ægteskab med den britiske skuespiller Victoria Tennant sluttede med en skilsmisse i 1994.

En talsmand for skuespilleren bekræfter familieudvidelsen, men nævner ikke noget om barnets køn.

Multitalentet Martin, hvis karriere strækker sig over 45 år, har spillet rollen som far i film som "Parenthood", "Cheaper by the Dozen" og "Father of the Bride".

Steve Martin har tre gange været vært ved Oscar-festen. Om familieforøgelsen tillader ham at dukke op til dette års show senere i februar, vides endnu ikke.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere