Sådan har du aldrig set Tom Cruise før

Første billede fra musikfilmen 'Rock of Ages' er blevet offentliggjort

Tom Cruise giver den gas som rockstjerne. (Foto fra filmen)
Tom Cruise giver den gas som rockstjerne. (Foto fra filmen)

Filmbranchens vel nok mest berømte scientolog springer i en ny spillefilm ud som en blanding mellem Jon Bon Jovi, Keith Richards og Axl Rose.

Filmen - der er baseret på Broadway-musicalen 'Rock of Ages' - har premiere 1. juni 2012. På rollelisten finder vi - udover Tom Cruise - Alec Baldwin, Catherine Zeta-Jones, Russell Brand og Malin Akerman.

Tom Cruise spiller rollen som rocksangeren Stacee Jaxx, og filmen handler om en ung uskyldig kvinde fra landet, der ankommer til Los Angeles og bliver hvirvlet ind i byens rockmiljø.

Tom har arvet sin sangstemme
Det er Adam Shankman, der står bag filmatiseringen af den anmelderroste Broadway-musical af samme navn, og instruktøren havde så meget tiltro til Tom Cruise, at skuespilleren slap for af aflægge prøve og vise sine sangtalenter.

- Jeg vidste med mig selv, at Tom aldrig ville udsætte sig selv for den fare at påtage sig en rolle, han ikke ville kunne udfylde. Så det var først til manuskriptgennemgangen, at vi kiggede på hinanden og sagde: 'Det her bliver rigtig godt', siger Shankman.

Shankman, der også kreerede den skæve musical-film 'Hairspray' fra 2007, fortæller, at både han og Cruise alligevel blev overrasket over, hvor flot stroferne blev leveret.

- Vi hoppede faktisk rundt i stuen og stak hinanden 'high-fives', fordi Tom har en fantastisk stemme. Hans bedste- eller oldefar var operasanger, og Tom har tilsyneladende arvet nogle evner, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer