Tv-stjerne fængslet for incestvoldtægt

'Sons of Guns'-stjernen Will Hayden arresteret for at voldtage sin egen datter

Will Hayden fra reality-serien 'Sons of Guns' skal samle næsten 1,4 mio. kr. sammen for at blive løsladt mod kaution. Foto: AP
Will Hayden fra reality-serien 'Sons of Guns' skal samle næsten 1,4 mio. kr. sammen for at blive løsladt mod kaution. Foto: AP

For tre uger siden blev Will Hayden arresteret i Louisiana, USA, anklaget for børnemishandling mod sin tolv år gamle datter, skrev TMZ dengang. Han blev løsladt mod kaution.

Forrige uge blev 'Sons of Guns'-stjernen så pågrebet på ny, efter at der blev udstedt en arrestordre på ham. Tiltalen var da blevet udvidet til at inkludere voldtægt, skriver TMZ.

Ifølge arrestationsdokumenter, som TMZ har fået adgang til, har Haydens datter forklaret, at faderen første gang forgreb sig på hende i marts 2013. Hun var bare 11 år gammel på det tidspunkt.

Misbrugt næsten dagligt
Ifølge den 12-åriges forklaring skal hun være blevet misbrugt næsten dagligt efter det. Hun har ikke fortalt nogen om overgrebene i lang tid, fordi faren fremsatte fysiske trusler mod hende.

- Du skal ikke fortælle dem noget som helst, for jeg er alt, du har, skal Will Hayden have sagt til datteren ifølge dokumenterne.

Den unge pige, som har boet sammen med Hayden og hans kone, er nu blevet flyttet hjem til nogle slægtninge og får rådgivning og opfølgning, siger kilder til TMZ.

Forretningen færdig
Denne gang er reality-stjernens kaution sat til ikke mindre end 1.370.000 kroner - en så høj sum, at han nu forsøger at samle penge ind fra andre for at kunne komme fri.

Og oven i det har han nu også mistet indtægtskilden fra sin Discovery-serie, eftersom kanalen har aflyst serien. 

- Grundet de alvorlige og forfærdelige tiltaler, som er rettet mod Will Hayden, har vi bestemt os for at standse den videre produktion af 'Sons of Guns' og stoppe serien, siger en talsperson fra Discovery til TMZ.

Hayden, som ejer Red Jacket Firearms og har været hovedperson i serien om våbenbutikken, har ifølge TMZ også mistet sin forretning.

Bitter eks-kæreste
Da han blev arresteret for første gang for tre uger siden, udtalte Hayden, at arrestationen var et resultat af en bitter eks-kærestes falske anklager. Hun skal have gået til politiet og anklaget ham for at have misbrugt deres fælles datter i et forsøg på at hævne sig på ham, påstår 'Sons of Guns'-stjernen over for TMZ.

Den 12-årige datter blev desuden interviewet af repræsentanter fra børneværnet, som derefter lod hende vende hjem igen, har Hayden - som siger, at han samarbejder med politiet - sagt.

- Der har aldrig været nogen usømmeligheder hjemme hos os. Han var og er en god far, udtaler Will Haydens ældre datter, Stephanie, til TMZ.

0 kommentarer
Vis kommentarer