Bekræfter rygter: Skal giftes med rigmandsdatter

Brooklyn Beckham og Nicola Peltz bekræfter nu rygterne om, at de er blevet forlovet

Brooklyn Beckham og Nicola Peltz har dannet par i syv måneder. Foto: Swan Gallet/WWD/Shutterstock
Brooklyn Beckham og Nicola Peltz har dannet par i syv måneder. Foto: Swan Gallet/WWD/Shutterstock

Brooklyn Beckham har for alvor fundet kærligheden med skuespillerinden Nicola Peltz, som han har dannet par med i syv måneder.

Fredag aften kunne engelske the Mirror via en kilde afsløre, at 21-årige Brooklyn Beckham havde været på knæ foran sin fire år ældre kæreste, og at der derfor ventede et bryllup i fremtiden.

Se også: Rørende hyldest: Sådan har du aldrig set dem før

Brooklyn Beckhams presseansvarlige ønskede ifølge mediet ikke at kommentere historien, men nu bekræfter han selv rygterne. Det sker i et opslag på Instagram, hvor han har delt et billede af det kommende ægtepar.

'For to uger siden spurgte jeg min sjæleven, om hun ville gifte sig med mig, og hun sagde ja. Jeg er den heldigste mand i verden. Jeg lover, at jeg bliver den bedste mand og den bedste far en dag. Jeg elsker dig,' skriver Brooklyn Beckham til opslaget.

Brooklyn Beckhams forældre, David og Victoria, er glade for svigerdatteren og det kommende ægteskab. Foto: Henry Nicholls/Ritzau Scanpix
Brooklyn Beckhams forældre, David og Victoria, er glade for svigerdatteren og det kommende ægteskab. Foto: Henry Nicholls/Ritzau Scanpix
 

Brooklyn Beckham er søn af den tidligere engelske landsholdsspiller David Beckham og Spice Girls-stjernen Victoria Beckham.

Nicola Peltz, der blandt andet har medvirket i serien 'Bates Motel' og filmen 'Transformers: Age of Extinction', er datter af den amerikanske rigmand Nelson Peltz, som ifølge Forbes er god for 1,7 milliarder dollars - 11,3 milliarder kroner - og modellen Claudia Heffner.

Se også: Blev skældt ud for datter-kys: Her er Beckhams kølige svar

På Instagram bekræfter Nicola Peltz også forlovelsen.

'Du har gjort mig til den heldigste pige i hele verden. Jeg kan ikke vente med at tilbringe resten af livet ved din side. Din kærlighed er den mest dyrebare gave,' skriver hun blandt andet til opslaget, hvor hun har delt samme billede som Brooklyn Beckham.

Også Victoria Beckham har delt samme billede på sin Instagram-profil. Og her fremgår det tydeligt, at forældre er meget glade for nyheden om det kommende ægteskab.

'Den MEST spændende nyhed. Vi kunne ikke være mere glade for, at Brooklyn Beckham og Nicola Peltz skal giftes. Vi ønsker jer så meget kærlighed og livslang glæde. Vi elsker jer begge så meget,' skriver hun.

Det vides endnu ikke, hvornår brylluppet skal finde sted.

20 kommentarer
Vis kommentarer