Blev truet på livet over 'pædofili-sang': Nu taler han ud

En af folkene bag den kontroversielle sang 'Knulla barn' fortæller om konsekvenserne

Bloggeren Bianca Ingrosso er bare en af de mange kendte svenskere, der har raset over sangen. Foto: All Over Press
Bloggeren Bianca Ingrosso er bare en af de mange kendte svenskere, der har raset over sangen. Foto: All Over Press

En tre år gammel satiresang er blevet sommeren hedeste debatemne hos vores svenske naboer.

Det drejer sig om sangen 'Knulla barn', som fremføres af den svenske komiker Anton Magnusson i rollen som karakteren Mr. Cool.

Her synger han blandt andet: 'Ved I, hvad der er hottere end en højovn? Et rigtig godt barne-knald.'

Sangen, der allerede dengang fik megen kritik på sociale medier, er igen kommet i modvind, efter flere svenske kendisser tog emnet op. Det skrev Aftonbladet i sidste uge.

Se også: Svenske kendisser raser over pædofili-sang

Blandt dem var sanger og blogger Bianca Ingrosso, der er rasende over sangen og ikke mindst teksten.

'Jeg fatter ikke, hvordan man overhovedet kan få udgivet sådan en sang. Det er jo frygteligt,' skriver hun i en sms til avisen.

'Sådan nogle såkaldte kunstnere skal bare væk! Det er det mest ulækre, jeg nogensinde har hørt, og at folk stiller sig op og spiller den er ufatteligt', tilføjer hun.

Retoriker og blogger Elaine Eksvärd har kaldt det for en 'pædofili-sang' og krævet, at musiktjenesten Spotify skal fjerne den straks.

Nu - mange dage efter historien for første gang gik amok hinsidan - tager Simon Gärdenfors, der rapper på det kontroversielle nummer, til genmæle.

'Til alle, der har misforstået vores humor, kommer her en opklaring: Vi tager naturligvis afstand fra alle former for seksuelle overgreb,' skriver han i en sms til Aftonbladet.

Her understreger han, at sangen var 'tænkt som underholdning for folk, som sætter pris på grov humor'.

'Nu hvor sangen er blevet spredt til en større gruppe mennesker, har reaktionerne været mildt sagt blandede. Alt fra personer, der selv er blevet udsat for overgreb, som takker os for at turde lave sjov med et så alvorligt emne og siger, at humoren har hjulpet dem med at komme igennem det, til folk, der vil slå os ihjel på grund af sangen.'

Anton Magnusson selv har ikke kommenteret røret omkring hans nummer, men blot delt en række positive tilkendegivelser fra folk på sin Twitter-profil.

Han har dog delt et anonymiseret screenshot af nogle af de beskeder, han har fået tilsendt - heriblandt en, hvori en person ønsker, at han bliver voldtaget.

 

45 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere