Bomstærk 'Game of Thrones'-stjerne slår verdensrekord

Rekorden for dødløft blev sidst sat i 2016 af 'The Beast' Eddie Hall

Her sætter Hafþór Júlíus Björnsson ny verdensrekord i dødløft. Video: Reuters/Ritzau Scanpix

Hafþór Júlíus Björnsson har virkelig bevist sig selv som en stærk mand.

Den islandske skuespiller, der er bedst kendt for sin rolle som Ser Gregor 'The Mountain' Glegane i HBO-serien 'Game of Thrones', har lørdag slået verdensrekorden i dødløft. Han løftede hele 501 kg.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt BBC og Reuters.

Se også: Gigantisk 'Game of Thrones'-stjerne jubler over god nyhed

I en video på YouTube fortæller den 206 centimeter høje rekordsætter, at han er 'ekstremt stolt' og 'ekstremt glad'.

- Det er fantastisk - der er intet bedre end at vise folk, at de tager fejl. Der var mange, der ikke troede på mig, så mange der sagde: 'de 501 kg kommer aldrig op' ... Men jeg har også fået meget støtte, siger han.

Verdens stærkeste mand
Den 31-årige skuespiller formåede at løfte stangen, der tydeligt bøjede under den tunge vægt, i to sekunder, før han måtte smide den fra sig og give sig i kast med et sejrsbrøl.

Se også: Gigantisk 'Game of Thrones'-stjerne deler stor nyhed

På grund af coronapandemien blev rekorden sat foran en håndfuld familiemedlemmer og venner i et træningscenter på Island, mens det blev filmet og transmitteret på ESPN og på Hafþór Júlíus Björnssons egen YouTube-kanal.

Den tidligere rekord blev sat af britiske 'The Beast' Eddie Hall, der i 2016 var den første mand til at løfte 500 kg - og hans rekord er altså slået med bare ét kg.

Se også: Utroligt billede: 'Bjerget' tårner flere hoveder over sin kone

Hafþór Júlíus Björnsson har tidligere vundet prisen for verdens stærkeste mand i 2018, og i 2014, 2015, 2017, 2018 og 2019 er han blevet kåret til Europas stærkeste mand

Udover sine stærke muskler kan han for tiden glæde sig over, at han snart skal være far igen. I slutningen af marts delte han den glædelige nyhed, at han sammen med sin kone, canadiske Kelsey Henson, venter en søn.

Hafþór Júlíus Björnsson har i forvejen datteren Theresa Líf fra et tidligere forhold

80 kommentarer
Vis kommentarer