Filmstjerne i krig med præsident

Leonardo DiCaprio har ikke meget tilovers for Brasiliens præsident, der beskylder skuespilleren for at have en finger med i spillet i forhold til landets mange skovbrande

Store dele af Amazonas er gået op i røg. Video: Reuters.

Det sydamerikanske land Brasilien har gennem de seneste måneder været plaget af omfattende skovbrande i Amazonas.

Men i stedet for at kigge indad har landets præsident, Jair Bolsonaro, valgt at rette skydeskiven på den Oscar-belønnede skuespiller Leonardo DiCaprio:

- Ham der Leonardo DiCaprio er en cool fyr, ikke? Han betaler for, at der bliver sat ild til Amazonas, sagde præsidenten i en Facebook-video ifølge The Guardian, der blev offentliggjort fredag.

- Leonardo Dicaprio, for fanden, du samarbejder med dem, der brænder Amazonas ned, sagde Bolsonaro og beskyldte skuespilleren for at være en del af en 'international kampagne mod Brasilien'.

'Jeg vil fortsætte med at støtte de brasilianske oprindelige folkeslag, lokale myndigheder, videnskabsfolk, undervisere og folk, der arbejder utrætteligt for at redde Amazonas for alle brasilianeres fremtids skyld', skriver Dicaprio i et Instagram-opslag. Foto: Joel Ryan/Invision/AP, File
'Jeg vil fortsætte med at støtte de brasilianske oprindelige folkeslag, lokale myndigheder, videnskabsfolk, undervisere og folk, der arbejder utrætteligt for at redde Amazonas for alle brasilianeres fremtids skyld', skriver Dicaprio i et Instagram-opslag. Foto: Joel Ryan/Invision/AP, File
 

Men nu svarer filmstjernen, der er aktiv miljøforkæmper og netop tidligere har været åbenmundet om nedbrændingerne, igen.

På Instagram har han postet en officiel erklæring, der går i rette med beskyldningerne:

'Jeg vil fortsætte med at støtte de brasilianske oprindelige folkeslag, lokale myndigheder, videnskabsfolk, undervisere og folk, der arbejder utrætteligt for at redde Amazonas for alle brasilianeres fremtids skyld.'

'Jeg er stolt af at støtte de organisationer, der beskytter regnskoven, for fremtiden for økosystemerne ser dyster ud', skriver DiCaprio, der tidligere har doneret penge til ngo'er, der opererer i Amazonas.

Antallet af skovbrande i Amazonas steg i 2019 med 85 procent, og årsagen er ifølge forskere, at brandene bliver påsat med vilje for at rydde områder til landbrug og kvægdrift.

102 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere