- Jeg bliver forvekslet med et Bollywood-sexsymbol

En frustreret mands telefon har kimet uafbrudt siden en Bollywood-film kom til at vise hans nummer

Sunny Leone har undskyldt overfor en 26-årig indisk mand, at hun læser hans telefonnummer højt i en ny film. Foto: NurPhoto via Getty Images
Sunny Leone har undskyldt overfor en 26-årig indisk mand, at hun læser hans telefonnummer højt i en ny film. Foto: NurPhoto via Getty Images

26-årige Puneet Agarwal fra Delhi er mildest talt ved at blive vanvittig.

Siden 26. juli, hvor Bollywood-filmen 'Arjun Patiala' havde premiere, har hans telefon ringet cirka 100 gange om dagen.

- Jeg drømmer ikke engang længere, siger den frustrerede mand til BBC.

De evindelige opkald til Puneet Agarwal er et resultat af et besynderligt sammentræf. I 'Arjun Patiali' læser den tidligere amerikanske pornostjerne Sunny Leone, der i dag har stor succes på Bollywood-scenen, telefonnummeret på sin karakter højt.

Dét telefonnummer tilhører tilfældigvis i virkeligheden 26-årige Puneet Agarwal.

'Bip'-lyde
Sunny Leone har tidligere spillet med i flere erotiske thrillere og voksen-komedier og bliver ifølge BBC ofte portrætteret som et sexsymbol. Så det er måske ikke så underligt, at mange, især mænd, fra Indien og resten af verden, ringer til nummeret i den tro, at de kan kontakte Sunny Leone.

Efter premieren på denne Bollywood-film svømmer en 26-årig mand fra Delhi i opkald.
Efter premieren på denne Bollywood-film svømmer en 26-årig mand fra Delhi i opkald.
 

Men opkaldene er så forstyrrende for Puneet Agarwals liv, at han nu vil gå juridisk til værks for at få redigeret filmen og lagt 'bip'-lyde ind, hvor skuespilleren læser hans telefonnummer højt.

- De kunne i det mindste lige have ringet for at tjekke, om det er et rigtigt nummer, siger han.

Vil ikke skifte nummer
I den uge, der er gået, siden filmen fik premiere, har han ifølge eget udsagn ikke været i stand til hverken at arbejde eller sove. Han har heller ikke kunnet nyde et eneste måltid uden at blive forstyrret.

Flere har foreslået ham, at han kan skifte sit nummer, men for ham er det ikke en mulighed.

- Det er knyttet til min virksomhed, og mange af mine gamle venner har det nummer, siger han.

De første omkring ti opkald, han fik, hvor personen i den anden ende bad om at få lov til at tale med Sunny Leone, troede han var en slags telefonfis.

Men opkaldene fortsatte, og efterhånden gik det op for ham, at de havde fået nummeret fra den nye Bollywood-film.

- Så jeg så filmen, og mit nummer var virkelig med, siger Puneet Agarwal.

Han har forsøgt at anmelde sagen til politiet, men de har sagt til ham, at de ikke kan stille noget op, fordi de mennesker, der ringer til ham, ikke har gjort noget kriminelt.

Efter flere medier har skrevet historien, har Sunny Leone ifølge The Guardian sagt undskyld til Puneet Agarwal i et interview.

BBC har kontaktet 'Arjun Patiala's instruktør, Jugraj Chauhan, men han har afslået at kommentere sagen.

10 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere