- Jeg skulle have fyret ham

Hvis Jon Stewart havde vidst, hvor god en skuespiller Steve Carell er, så havde han fyret ham fra 'The Daily Show'

Steve Carell har flere gange gæstet 'The Daily Show', efter han stoppede i 2005. Foto: Andrew Toth/Ritzau Scanpix
Steve Carell har flere gange gæstet 'The Daily Show', efter han stoppede i 2005. Foto: Andrew Toth/Ritzau Scanpix

Jon Stewart og Steve Carell har igen arbejdet sammen på filmen 'Irresistible', der udkommer senere på ugen.

De to har tidligere været kolleger på 'The Daily Show', hvor Jon Stewart var vært fra 1999 til 2015, og Steve Carell var en del af programmet som korrespondent fra 1999 til 2005.

Steve Carell har efter jobbet fået stor succes som skuespiller, hvor han blandt andet spillede hovedrollen i serien 'The Office', mens han også har haft roller i en lang række film.

Karrieren som skuespiller har blandt andet kastet en Oscar-nominering af sig, mens han også har fået en lang række Emmy-nomineringer og vundet en Golden Globe.

Se også: TV2-vært stopper

Når Jon Stewart ser i bakspejlet, så fortryder han, at han ikke fyrede Steve Carell, så vennen kunne komme tidligere i gang med skuespillerkarrieren. Det siger han i et interview med Extra.

- Jeg sagde det til ham hver dag. Jeg sagde: 'Hvis jeg bare vidste, hvor talentfuld en skuespiller du er, så ville jeg have fyret dig efter en måned og sagt: 'Bare smut ud og gør dét der', fortæller Jon Stewart.

Noget helt specielt
Steve Carell forblev dog en del af 'The Daily Show' frem til 2005, og efterfølgende gæstede han også programmet flere gange. Og Jon Stewart er imponeret af det arbejde, kollegaen leverede.

- Han er virkelig noget specielt. Han var så god for mig. Jeg skrev materialet med ham i tankerne, og når jeg kom ind i klipperummet, så havde han givet mig så mange nuancer at arbejde med, når det skulle klippes sammen, siger han og fortsætter:

- Det lagde jeg slet ikke mærke til under optagelserne - primært fordi jeg var fuld. Men han har et så bredt udvalg af alt muligt. Det er bemærkelsesværdigt.

Se også: 'The Office'-stjerne død

I de senere år har Steve Carell primært spillet alvorlige roller i forhold til tidligere i karrieren, hvor han brød igennem i komedier.

i 'Irresistible', der har premiere 26. juni, spiller Steve Carell en politisk konsulent, der skal hjælpe en pensioneret oberst i den amerikanske marine med at vinde borgmestervalget i en by i Wisconsin. Filmen, som Jon Stewart har skrevet og instrueret, har også navne som Rose Byrne og Topher Grace på rollelisten.

19 kommentarer
Vis kommentarer