Jolie og Pitt mørklægger skilsmisse

Slut med at være i mediernes søgelys: I en fælles udtalelse lover Angelina Jolie og Brad Pitt at holde skilsmisseforhandlingerne private og fortrolige

Angelina Jolie, 41, og Brad Pitt, 53, nåede at danne par i 12 år. (Foto: AP)
Angelina Jolie, 41, og Brad Pitt, 53, nåede at danne par i 12 år. (Foto: AP)

Efter i ugevis at have udvekslet fornærmelser gennem deres advokater har Angelina Jolie, 41, og Brad Pitt, 53, fået nok.

Hollywood-stjernerne har indgået en aftale, der skal sikre, at de 'håndterer deres skilsmisse under private og fortrolige former'.

Det oplyser skuespillerne i en fælles udtalelse, som mandag blev offentliggjort via det amerikanske nyhedsbureau Associated Press.

- Parterne har underskrevet en aftale om at beskytte deres børns privatliv ved at holde alle dokumenter fortrolige og ansætte en privat dommer til at foretage de nødvendige legale beslutninger og sørge for en hurtig afslutning, lyder det i udtalelsen.

Angelina Jolie og Brad Pitt dannede par i 12 år, inden Jolie indgav skilsmissebegæring i september.

Skilsmissesagen eksploderede i medierne, da det samtidig kom frem, at Brad Pitt var under efterforskning for at have været voldelig over for 15-årige Maddox.

Både det lokale børneværn, politi og FBI var inde over sagen, der dog endte med, at Brad Pitt blev renset for alle anklager.

Parret har sammen børnene Maddox, 15, Pax, 12, Zahara, 11, Shiloh, 10, og tvillingerne Knox og Vivienne, 8.

De tre ældste børn er adopterede, mens de tre yngste er biologiske.

9 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere